Skilsmissens Børn (1939)

Udvalgte danske film om børn i skilsmisse:

Skilsmissens Børn (1939)

Hold fingrene fra mor (1951)

Vores fjerde far (1951)

Lysvågen (2010)

Søn (2014)

""Skilsmissens Børn" er et Emne, der har fængslet mig, fordi det rummer Problemer, som baade har social Betydning og berører mange moderne Mennesker. Efter et Par Aars Forarbejde er Filmen nu færdig. Jeg har bestræbt mig for at gøre den sand og virkelighedstro, og hvis det er lykkedes mig, skyldes det ikke mindst de udmærkede danske Skuespillere, den talentfulde Ungdom, jeg har haft Held til at finde, og Nordisk Films Kompagnis dygtige tekniske Stab. Det har været mig en stor personlig Glæde igen at arbejde paa Modersmaalet, og det er mit Haab, at Historien om Vibeke Dreyer ikke blot maa bevæge Menneskers Hjerter, men ogsaa vække til Eftertanke. Saafremt jeg har opnaaet det, har mit Arbejde ikke været forgæves."

Således indleder stumfilmsstjerneinstruktøren Benjamin Christensen sin første danskproducerede tonefilm. Fire hjemlige talefilm skulle det blive til, før karrieren brat blev indstillet efter den økonomiske fiasko med Damen med de lyse Handsker (1942).

"Filmens Tema og sociale Tendens efter Alba Schwartz’ Roman af samme Navn." Disse er ordene i filmens indledende rulletekst, og her emmer det allerede af moralprædiken. Det er en film om skyggesiderne ved skilsmisser, oplevet i "børne"- og ungdsomhøjde. I filmens åbningsscene befinder vi os i New York. Den unge danske Vibeke Dreyer (Grethe Holmer) har en samtale med dansk/amerikaneren mr. Lang (Carlo Wieth). Man forstår, at hun elsker hans søn, og at mr. Lang har sendt den unge mand til London, fordi han synes, de begge er for unge til svir.

Endvidere fremgår det af samtalen, at mr. Lang er i færd med at begære skilsmisse. Vibeke er bekymret for, hvordan det skal gå hans lille datter – til trods for sin ungdom har hun selv gjort sig bitre erfaringer, og hun fortæller nu mr. Lang sin historie. I ét langt tilbageblik følger vi nu Vibekes svære ungdsomtid hos en fraskilt far og dennes nye kone. For ikke nok med at hr. Dreyer (Johannes Meyer) én gang er skilt, nu har han også en affære med en (30-40 år yngre) lækkerbisken – til Vibekes meget store fortrydelse...
 

Grethe Holmer blev headhuntet af Benjamin Christensen og debuterer 15 år gammel i en desværre ekstraordinært patetisk teenagehovedrolle. Diktionen er stiv og teatralsk, og den indskrevne forargelse er skåret ud i pap, så det ikke er til at bære. I det hele taget er Benjamin Christensens manuskript og iscenesættelse præget af en belærende tone. Ganske givet farvet af romanforlægget, men i sig selv i en kvalmt dikterende stil, der skinner igennem i alle filmens facetter. Bedst er Johannes Meyer, der ikke har ladet sig overinstruere og har et par fine scener i splittelsen mellem lysten til nye damehofter og farbindingen til sin store pige. Der hviler et ikke ufarligt incestuøst tankeeksperiment i far/datter-forholdet – tydeliggjort af forskellige patosreplikker og gestikulationer. Svend Fridberg er til gengæld en håbløs indhopper som skørtejægeren Max, der oser af ungpigeliderlighed og er tæt på at lokke Vibeke med på skibsbriksen bag farens ryg. Men det tydeliggøres sidst i filmen, at Max er blevet til dén han er, fordi hans far løb fra hjemmet, da Max var 11 år!

Som de helt gamle og tilsvarende livskloge har Petrine Sonne og Mathilde Nielsen begge kedeligt arketypiske roller. Mathilde Nielsen er bedstemoren, der holder et meget vågent øje med Vibeke og ikke er bleg for at sidde oppe til klokken fire om natten og hækle på en trøster, blot for at kunne tale dunder til pigebarnet, hvis hun kommer senere hjem end aftalt.

Valdemar Christensens fotografering viser sjældent tænder, og når stemninger opstår, er det som regel direkte ud af enkle skygge-lys-virkninger: Generelt er "Skilsmissens Børn" optaget uden ret meget opfindsomhed – og helt og holdent i et studie. Erik Fiehns musik er sjældent i brug, og det er trods alt et plus i den i forvejen bombastiske filmtone.