Airplane! (1980)

Humor er svær at gradbøje, men "Airplane!" er alligevel et skoleeksempel på dén form for fladpanderi, der appellerer til en ganske særlig type smilehuller. Det er plat og trukket helt ud i ekstremerne, men modsat de beslægtede "Naked Gun"-film bliver vi her vidner til bunden af lavmålet.

Om bord på et rutefly sidder Ted Striker (Robert Hays) og sveder. Han har nemlig flyskræk, men han har sat sig selv i denne knibe, fordi han gerne vil skrue op for charmen overfor stewardessen Elaine Dickinson (Julie Hagerty), som han har haft et godt øje til længe. Men noget går galt, og piloterne bliver syge. Så snart er det op til Ted at føre flyet sikkert videre. Hvem ved, måske det også kan føre noget godt med sig, også på en skibsbriks...?
 

Det fornemmes helt fra første scene, at instruktør- og manuskriptforfattertrioen Jim Abrahams, David og Jerry Zucker ikke evner at trække det absurde i halen, uden at det klinger både hult og falsk. Balancen tipper mod affaldsbøtten i stedet for mod de højere luftlag, hvor det meste af handlingen ellers udspiller sig. Det kommer til udtryk særligt i de enorme mængder tiltænkt lårklaskende morsomme replikker. Den ene vanvittige linje tager den næste, og alle følger de med i småt brændbart som ubegribeligt ringe serveret og ligeså skidt timede forsøg på at lege med ekstremerne.

Vi er altså ude, hvor det er meget dybt at falde, snarere end som filmens danske titel proklamerer, "Højt at flyve". Og det er der ikke noget, der kan råde bod på, ikke engang birolleoptrædener af Leslie Nielsen og Lloyd Bridges. Julie Hagerty leverer i øvrigt i sin debutrolle alle tiders absurd stivkunstige præstation i rollen som stewardessen Elaine, der må så grueligt meget igennem både til vejrs og mellem amors pile.