Ida (2013)
En 18-årig novice på et polsk kloster opdager, at hendes forældre var jødiske og blev dræbt af polske katolikker under 2. verdenskrig.
ÆSTETISERET
Prisvindende, groft æstetiseret og gravalvorligt sender instruktør Pawel Pawlikowski os ud på en primært visuel rejse i 1960’ernes sort/hvide Polen. Det er en flot film, der mere end kredser og kræser om detaljen. "Ida" er en lyrisk filmoplevelse på stilstandens præmisser og langt fra for enhver smag.
Hårfin balance
Balancen er altid hårfin i denne type film: grænsen mellem det kedsommelige og det poetisk ophøjede balancerer ofte på det yderste af en hårspids, og i tilfældet "Ida" tipper dramaet for meget i konstruktionens voldgrav.
18-årig novice
1960'erne, Polen. Anna, en 18-årig novice forbereder sig på at blive en nonne på klosteret, hvor hun har boet hele sit liv. Før hun afgiver sit endelig løfte, opdager hun, at hendes biologiske forældre var jødiske og dræbt af katolske polakker under Anden Verdenskrig.
En åbenbaring
Den åbenbaring sætter hende på en rejse tilbage for at finde sine rødder. Filmen er således en historie om, hvad der gør os til dem vi er og giver samtidig et andet indblik i, hvad der også skete i Polen under Anden Verdenskrig.
Svær at gå til
Man kan ikke beskylde filmen for at være nem at gå til, men det er aldrig nødvendigvis et problem for det kunstnerisk eksperimenterende.
Perfekte billeder
Således forføres man da også af de til perfektion komponerede billeder, der alle er sort/hvide mesterværker af Idas skønhed, landskabets gråtoner og byens trøstesløshed.
Tiltagende betændt
Men filmen får dét væsentlige problem, at det tiltagende betændte nonnenovice springer ud af skabet-plot ikke står mål med det æstetiserede og derfor for tilskueren i helheden former den oplevelse, man kantiansk kunne kalde disinteresseret interesse.
Visuelt knivskarpt
Den visuelt knivskarpe formidling får flot lov at stå alene: filmen er fritaget for underlægningsmusik, på nær Bach under end credits.
Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2013, Frankrig, Drama, Teenagere, 80 min.
Dansk titel: Ida- Agata Kulesza (Wanda)
- Agata Trzebuchowska (Anna)
- Dawid Ogrodnik (Lis)
- Jerzy Trela (Szymon)
- Adam Szyszkowski (Feliks)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- RB-N - Bedste ikke-amerikanske film
- AA - Bedste udenlandske film
- AAN - Bedste fotografering
- GG-N - Bedste udenlandske film