Witness (1985)

    En detektiv entrer amish-sektens inderste, da han skal beskytte en lille dreng mod en blodig hævnaktion.


    EN SKØN FILM

    Peter Weirs "Witness" er en enestående film med lige dele dramatik, lun humor og originalitet. Filmen er fra anslag til udtoning fyldt med fine udfordringer: En velafbalanceret billedkomposition giver stof til eftertanke. Et velskrevet manuskript (af oscarvindende Earl W. Wallace og William Kelley) bevirker i den originale og uamerikanske stil, at det bliver svært at forudsige begivenhedernes gang. Og det følte skuespil gør os alle varme i kinderne af beundring.

    Et brutalt mord
    Drengen Samuel (Lukas Haas) og hans mor Rachel (Kelly McGillis) tilhører Amish-sekten og er på vej på deres første rejse for at besøge Rachels søster. Men på banegårdens toilet overværer Samuel et brutalt mord og er nu blevet ufrivilligt vidne.
     

    I egne rækker...

    Politimanden John Book (Harrison Ford) er straks på pletten, og forsøger ved at vise Samuel en masse forbryder-fotomapper at pejle sig frem til morderen. Samuel finder imidlertid ikke billedet i forbrydermappen, men derimod indrammet på Books arbejdsplads. Morderen er en politimand...

    Arbejder for føden
    Men i stedet for at jage forbryderen, bliver John Book nu selv den jagede, og han må flygte ind i Amish-sekten med Samuel og Rachel. Her må han for en kortere periode lære at leve på Amish-vis og arbejde hårdt for føden. Samtidig må han kæmpe imod en uundgåelig forelskelse i Rachel og passe på, at de korrupte politifolk ikke finder frem til hans gemmested.
     

    På højtryk

    Fra sin base i Amish-sekten arbejder John Book på højtryk for at finde frem til morderen, men når han selv er den jagede, er det slet ikke let at være detektiv. Så John Book kommer til at lægge endnu mere arbejde i amish-folkenes marker. Snart er vi nået til det spændende og velopbyggede klimaks, der bliver begyndelsen på en flot slutning.
     

    Gennemført troværdigt

    Karakteristikken af Amish-sekten er flot og gennemført troværdig. Filmens anslag er en stilfuld og overraskende præsentation af Amish-medlemmernes levevis. Det er let at tro, at filmen foregår i 1800-tallet, men små velovervejede detaljer fortæller os efterhånden noget andet.

    Næsten uden ridser i lakken
    Lukas Haas er uimodståelig som den dejlige Amish-knægt – i en generelt hjertelig film, der overlever det let påtagede krimitema næsten uden ridser i lakken.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1985, USA, Krimi, Drama, Coming of Age, Børn på film, Romantik, Biler på film, 107 min.

    Dansk titel: Vidnet
    Instr: Peter Weir Prod: Edward S. Feldman Manus: Earl W. Wallace, William Kelley Foto: John Seale Klip: Thom Noble Mus: Maurice Jarre
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Ford)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AA - Bedste originale manuskript
    • AAN - Bedste fotografering
    • AA - Bedste klipning
    • AAN - Bedste musik
    • AAN - Bedste scenografi
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste skuespiller (Ford)
    • GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (McGillis)
    • GG-N - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste musik