Groundhog Day (1993)

    En tv-meteorolog skal igen dække den store kyndelmissebegivenhed. Men denne gang oplever han, at den samme dag gentager sig igen og igen.


    SJOVT KOMEDIEPÅHIT

    Bill Murray er en af Hollywoods mest raffinerede komedieskuespillere, og det beviser han endnu engang i "Groundhog Day", hvor han også er eneste rigtigt gode argument for at se filmen til ende.

    Sur & irritabel
    Som sur og irritabel tv-meteorolog rejser Phil hvert år af sted for at dække Kyndelmissens komme. En ultraamerikaniseret, vammel og sødsukret begivenhed, der hænger ham langt ud af halsen.

    Dagene bliver ens
    Men Phil oplever nu det yderst mærkelige (!!), at hans dag gentager sig selv. Han vågner op til samme melodi i radioen, han møder de samme folk, der siger det samme hver dag, han oplever den samme begivenhed igen og igen.

    Usædvanlige muligheder
    Til at begynde med er Phil selvsagt skræmt fra vid og sans, mens kollegaen og den mulige elskerinde, Rita, ser bekymret til. Men hen ad vejen begynder Phil at se fordelene i sin nye og usædvanlige repetitionstilværelse.

    At starte på en frisk
    Næste dag (samme dag på ny) er forrige dag (samme dag) nemlig glemt af verden omkring ham og starter på en frisk. Det vil sige, at Phil kan gøre alt, hvad han har lyst til: næste dag starter det hele forfra igen. Og det har jo sine fordele!

    For dumt
    Det er et sjovt påhit, og som nævnt er Bill Murray rigtig god i hovedrollen. Men her hører roserne også op. Filmen er for dum, og det bliver aldrig rigtig forklaret, hvad meningen er med det hele.

    Tvivlsom humor
    Skuespillerne omkring Murray er alle karikaturer, der slet ikke fungerer. Stephen Tobolowskys pågående forsikringssælger er alt andet end morsom. Send den mand hjem og lad os få noget skuespil, der kan flytte blikke og stemninger, også i en komedie.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1993, USA, Komedie, Romantik, Fantasi, 103 min.

    Dansk titel: En ny dag truer, en
    Instr: Harold Ramis Manus: Danny Rubin, Harold Ramis Foto: John Bailey, James Blanford, George Kohut Klip: Pembroke J. Herring Mus: George Fenton