Groundhog Day (1993)

Bill Murray er en af Hollywoods mest raffinerede (komedie)skuespillere, og det beviser han endnu engang i "Groundhog Day", hvor han også er eneste rigtigt gode argument for at se filmen til ende.

Sur og irritabel
Som sur og irritabel tv-meteorolog rejser Phil (Murray) hvert år af sted for at dække Kyndelmissens komme. En ultraamerikaniseret, vammel og sødsukret begivenhed, der hænger ham langt ud af halsen.

Dagene bliver ens
Men Phil oplever nu det yderst mærkelige(!!), at hans dag gentager sig selv. Han vågner op til samme melodi i radioen, han møder de samme folk, der siger det samme hver dag, han oplever den samme begivenhed igen og igen.

Usædvanlige muligheder
Til at begynde med er Phil selvsagt skræmt fra vid og sans, mens kollegaen og den mulige elskerinde Rita (Andie MacDowell) ser bekymret til. Men hen ad vejen begynder Phil alligevel at se fordelene i sin nye og usædvanlige repetitionstilværelse.

At starte på en frisk
Næste dag (samme dag på ny) er forrige dag (samme dag) nemlig glemt af verden omkring ham og bliver således nulstillet. Det vil sige, at Phil kan gøre alt, hvad han har lyst til... og det har jo sine fordele!

For dumt
Det er et sjovt påhit, og som nævnt er Bill Murray rigtig god i hovedrollen. Men her hører roserne også op. Filmen er for dum, og det bliver aldrig rigtigt forklaret, hvad meningen er med det hele (andet end bare en sjov idé).

Tvivlsom humor
Skuespillerne omkring Murray er alle karikaturer, der slet ikke fungerer. Stephen Tobolowskys pågående forsikringssælger er fx desværre alt andet end morsom.