Mystery Train (1989)

Der er skævhed for alle pengene i denne aparte Jim Jarmusch-komedie, der kæder tre historier sammen om ét fikspunkt. "Mystery Train" er knap to timers bevidst overkoloreret og overfortalt ravage, der giver David Lynch baghjul.

Filmen har et luset hotel i Memphis som omdrejningspunkt. Det er i hvert fald her, alle de tre historiers skæbner sætter deres ben på et eller andet tidspunkt i trekantskomedien. "Mystery Train" lader sig således vanskeligt genfortælle. Det er en film, der er slået mere op på "det friske fortællepust" end egentlig sammenhængskraft, og det kommer da også til at sætte sine spor på oplevelsen. Jarmusch evner nemlig ikke helt at holde den komiske damp oppe, og de tre historier bliver tunge i optrækket, fordi de netop partout skal passe ind i en skævhedsskabelon, designet til at forføre og overraske.
 

Ironisk nok bliver det filmens største problem, at den er så formfokuseret. Det binder den på hænder og fødder, og skuespillerne drukner i det fastlagtes lænker snarere end funkler af inspiration. At Jarmusch med "Mystery Train" vandt en kunstnerisk pris og var palmenomineret ved filmfestivalen i Cannes viser nok allermest, at instruktøren med sine allerede skamroste og overraskende film altid har komitéernes bevågenhed.

Der opstår små lommer af primært komisk vellykket finesse undervejs i filmen. Den dramatiske side er på en måde også lavkomisk, hvilket må være helt bevidst. Desværre medfører det bare, at det er let at føle sig sat ud på et sidespor, hvor der intet er at stille op mod det formfuldendt bumlende tog af en komedie.