Blue Thunder (1983)

Selvom John Badhams 1980'er-action "Blue Thunder" ikke ligefrem er en fornyelse af genren, er den alligevel forfriskende. Det skyldes ikke mindst, at store dele af filmen udspiller sig i luften over Los Angeles – i lækkert fotograferet koreografi og Oscar-nomineret klipning.

Gennemhullet grundplot

Grundplottet er gennemhullet af stereotyper. Her er Roy Scheiders posttraumatiserede Vietnamvetaran /slash Los Angeles-politihelikopterpilot Frank Murphy omdrejningspunktet for de mange rotorslag i luft og bolledej. Han har netop fået ny makker, og de får den seneste helikoptermodel demonstreret. Men så dukker Murphys gamle plageånd og fjende op i form af den sleske F.E. Cochrane (Malcolm McDowell). 

Gammel had ruster aldrig

At gammel had aldrig ruster får en ny overbegyning, når de to kommer i luften i hver sin helikopter. Her betyder det ikke noget, at man flyver lige over storbyens puls! Den ene skal bare ned med nakken, også selvom det måtte betyde et styrt.

Maskulint potent

"Blue Thunder" har sin force i den maskulint potente stål mod stål-kerne. Det er bare lækkert, som helikoptere med det nyeste 1980'er-gear stryger gennem luften, komplet med lydløs indstilling og supermikrofoner. Murphy og hans unge makker ynder bl.a. at betragte en kvinde, der dyrker nøgenyoga i sit glashus – en rigtig voyeurklassiker!

En klods om benet

Klichéerne er tumpede og en klods om benet, men ikke overraskende, at de er der. Sure chefer, overdrevne intriger, lig i laster: De er der allesammen, men kan bedre sluges i den flotte luftakrobatik, der også gør, at filmen trods alt skiller sig ud fra mængderne.

Larmende helikopteraction

Bedst blandt skuespillerne er Warren Oates – i sin sidste rolle. På trods af rollens chefklichéer formår han alligevel at udnytte de ret kedelige rammer i retning af et nuanceret portræt. Arthur B. Rubinsteins underlægningsmusik er tam, men sine steder reelt overdøvet af den larmende helikopteraction.