The Shadow (1994)

    Den ganske almindelige mand Lamon Cranston kan forvandle sig til en usynlig superhelt. Men det er en superhelt med fjender.


    TEGNESERIEHELT FILMATISERES – IGEN

    Alec Baldwin folder sig i bogstaveligste forstand ud i denne superheltefilm, der er baseret på Walter G. Gibsons tegneserier.

    Usynlig bag en kappe
    Når Lamon Cranston (Baldwin) har behov for det, kan han nemlig folde sin kappe ud og blive usynlig, hvilket jo naturligt nok giver fjenderne visse problemer, når de skal have ham ned med nakken. Når usynligheden er "slået til", er Lamon Cranston bedre kendt som "Skyggen".

    Kærligheden som trussel
    Da Skyggen en dag møder den bedårende Margo Lane (Penelope Ann Miller), går det hurtigt op for dem begge, at Skyggen ikke kan skjule sine hemmeligheder overfor hende. Det kan give problemer, og kærligheden kan faktisk være en trussel.

    Flot produktionsdesign
    "The Shadow" vinder på sit meget flotte scenografiske arbejde, der gør filmen troværdig i det univers, den udspiller sig i. Som eventyrfantasi fungerer filmen ganske tilfredsstillende i kraft af den flotte iscenesættelse, men historien følger ikke særligt godt med.

     

    Ikke bid

    Der er hverken bid eller styrke i manuskriptet til at gøre filmen mere end jævnt medrivende. Alec Baldwin yder en pæn præstation, men modspillet er generelt vattet.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025