Innerspace (1987)

Steven Spielberg har koproduceret denne komedie, hvori en fyr formindskes og ved en fejl sprøjtes ind i en tilfældig mand. Sjovt er det, da han finder ud af, at han har en anden mand i sig og farer forvildet rundt. Folk tror, han er gal, ligeledes den formindskedes kæreste.

Vanvittig historie
Efterhånden begynder hun dog at fatte den vanvittige historie, fordi kæresten kan tale igennem sin "vært" og dermed overbevise hende. Nu kører det vilde lykkehjul. Miniput skal nå at komme ud af værten igen, inden der er gået et halvt døgn. Så er hans iltbeholdning nemlig opbrugt!

Mini pumpes rundt
Det er meget imponerende, når "vi befinder os" inde i værtskroppen. Det er livagtigt, når Lt. Tuck "mini" Pendleton (Dennis Quaid) pumpes rundt i blodårerne på Jack Putter (Martin Short) i sin lille kapsel, eller når han er døden nær tæt ved en hjerteklap. Eller (amerikanersnot) når han kysses over i kæresten Lydia Maxwell (Meg Ryan) og ser, at hun er gravid. Alt dette er teknisk flot. Men så slutter det også dér!

Vammelt og oversukret
Hvis man overhovedet holder hele filmen igennem, er der mange ting, der må ses gennem fingre med for at kunne acceptere. Meget er simpelthen for vammelt og oversukret.

Svært at sluge
Det er nemt nok at acceptere filmens latterlige og tåbelige plot som ren underholdning, men når det ovenikøbet skal spoleres af totalt sukret nonsens, så mistes tolerancen. Slutningen topper bunden.

Flot teknisk niveau
Opening credits er et kapitel for sig – de er imponerende. Sommetider krydres filmoplevelsen af Jerry Goldsmiths veloplagte musik, sommetider ikke. Fotograferingen er som regel nydelig, både miniature og fullsize!