Hovedjægerne (1971)

Bent Christensen var rektor på Filmskolen, da han i 1971 stykkede denne skøre komedie sammen. Det står hurtigt klart, at "Hovedjægerne" er en temmelig usammenhængende affære, der springer i sit frigjorte ungdomsrebeltema stort set uden mål og med.
 

Hvad, der trods alt gør filmen tålelig, er primært de mange locationoptagelser af København, komplet med flere baggårdsnedrivingsscener, der samtidig tjener som billedliggørelse på ungdommens drøm om at rive det etablerede samfund ned og bygge et nyt – funderet på lilla bleer og komplet frisind.

En af de unge i filmen spilles af Birthe Neumann, der debuterer i rollen som Anna. Hun bliver ansat som "sekretær" hos direktør Lund (Buster Larsen). Han har et firma, der skaber kontakt. Hvordan og imellem hvem udspecificeres ikke. For Anna er det ikke så vigtigt at blive betalt for sit arbejde, når bare hun får lov at bo i Lunds arkivrum. Snart flytter hendes to rebelvenner dog også ind (Eddie Skoller og Olsen-brødrenes Jørgen), og Lund må finde sig i, at trioen bruger hans arkiv som opbevaring for deres fritidshobby.

Heraf filmen titel, for Skoller, Olsen og Neumann ynder i ren samfundsprotest at skære hoveder af store statuer i storbyen. En nedstryger og lige ned i 2CV’en, så kan det etablerede Danmark lære det! Snart lærer direktøren et og andet af Anna om, hvordan han skal klæde sig og gebærde sig for at gøre sig fri af middelmandens image. Og den aldrende Lund aner en mulighed for et amourøst forhold til den lårkortklædte fristelse...
 

Filmen er meget aparte og finder aldrig et tåleligt leje, og så hjælper det absolut ikke på udtrykket at hente ubeskrevne blade som Skoller & Olsen ind. Særligt Olsen har ikke det fjerneste begreb om skuespil, til gengæld kan han spille guitar. Buster Larsen er faktisk temmelig habil som direktøren, der drives rundt i sin egen manege og ikke har den mindste form for gennemslagskraft i forhold til at holde på sin egen ret.

Det absurde teater forstærkes af, at der i kontaktbureauets opgang er en operasangerindestemme, der konstant øver sig på triller og skalaer. Hermed forbliver forvirringen bevidst total fra ende til anden. Søren Christensens jazzpoppede underlægningsmusik er samtidig en kvæler af karat og er stort set til stede gennem samtlige scener.