Triple 9 (2016)

    En gruppe korrupte amerikanske betjente planlægger det helt store kup men kommer på kant med den russiske mafia og må snart ty til mord.


    ABSURD UINSPIRERET

    Forbløffende tam krimifilm der kredser og kredser om den varme grød uden på noget tidspunkt at brænde nallerne. "Triple 9" er politikorruptionsfilm nr. fantasillion og ét, og det havde ikke været nogen skam, hvis der havde været bare en lille smule blod i årerne.

    Beskidte betjente
    En gruppe beskidte og korrupte politibetjente giver den gas som bankrøvere og har det ultimative bankbræk i støbeskeen. Men for at bane vejen kan de blive nødt til at gå endnu mere over stregen, end de allerede har gjort - og det involverer mord, hvorefter der er ingen vej tilbage.

    Indpakningen frem for alt
    John Hillcoat, der havde bedre held med sin sidste thriller, Lawless (2012) iscenesætter her med totalfokus på indpakningen: udtalt mørke uden hverken skygger eller konturer. Historien er flad og vattet, og "Triple 9" former sig således som en gennemført kønsløs genrefilm.

    Kode 999
    Filmens korrupte betjente kommer op imod den russiske mafia, og dét er ikke rart. Snart ser de sig nødsaget til at iværksætte en kode 999, politislang for officer down og heraf filmens titel. Men når man i forvejen er så langt ude på et sidespor, blinker man ikke for at begå mord på sine egne.

    På overarbejde
    Snart er de gode betjente på sporet af korruptionsringen, og så kan det ellers nok være, at både de skudsikre veste og de djærve mænd i dem kommer på overarbejde.

    Udtalt herrepakke
    "Triple 9" er spækket med dygtige skuespillere i en udtalt herrepakke: Chiwetel Ejiofor præsterer noget i nærheden af troværdigt i hovedrollen som den moralsk vaklende betjent, Michael Atwood. Casey Affleck har scener af en vis pondus men forsvinder stort set i filmens omtalte kvælende indpakning.

    Sur filmkarklud
    Woody Harrelson puster en anelse liv i den sure filmkarklud i en farverig betjentbirolle, hvorimod Kate Winslets optræden som oversminket russisk mafiadronning er et pænt stykke over latterlighedsgrænsen.

    Totalmusikalsk ørebæ
    I øvrigt er filmen underkastet en totalmusikalsk ørebæ fra ende til anden. Komponistkvartetten Bobby Krlic/Atticus Ross/Leopold Ross/Claudia Sarne leverer brummetoner og støj til den helt store medalje, og der er snart sagt ikke mere end et par minutter, der ikke er spartlet ud med musik/brummetoner og overgearet lyddesign.

    Absurd uinspireret
    Mest forbløffende ved filmoplevelsen er alligevel den absurd uinspirerede historie. Manuskriptforfatter Matt Cook har hentet lidt hist og her fra den omtalte fantasillion af tidligere politikorruptionsfilm og smurt med bred smørkniv ud over det hele - stort set fritaget for inspiration.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2016, USA, Action, Krimi, 115 min.

    Dansk titel: Triple 9
    Instr: John Hillcoat Prod: Marc Butan, Bard Dorros, John Hillcoat, Anthony Katagas Manus: Matt Cook Foto: Nicolas Karakatsanis Klip: Dylan Tichenor Mus: Bobby Krlic, Atticus Ross, Leopold Ross, Claudia Sarne