Original Bliss (2016)

Helene Brindel (Martina Gedeck) er godt gift, i hvert fald på papiret. Men parforholdet er ikke velsmurt, og en dag må hun til lægen med en godt klemt hånd efter et opgør, hvor hånden endte i klemme i en massiv skuffe. Nu er det tid til at se sig selv og samlivet lidt efter i sømmene, og Helene tager et par til dage til Hamborg under dække af at skulle besøge sin søster. I virkeligheden er hun på jagt efter hjerneforskeren Eduard E. Gluck (Ulrich Tukur), hvis teorier hun har set sig varm på. Men det skal vise sig ikke at være det eneste, der sætter sind og kroppe i kog, da først de to mødes. Ikke at filmen straks kaster alle fysiske kort i grams, men "Gleissendes Glück" bevæger sig stille og roligt ud, hvor vandet ikke længere går til navlen i beskrivelsen af særligt Glucks begær. Og det er hér, filmen tager en drejning, hvor både tilskueren – og Helene – skal omstille sig fra det umiddelbart nyforelskede til det noget mere vovede setup.

Skildringer af moden kærlighed behøver ikke være kedelige eller aparte. Tag nu A.L. Kennedys roman om en uventet forelskelse i Hamborg, en historie, som instruktør Sven Taddicken hér filmatiserer med nogle af Tysklands fineste karakterskuespillere. Efter en blid og afventende start begynder historien nemlig at tage sære drejninger, som du nok ikke havde set komme. Og hermed kommer vi under huden på, hvad kærlighed, drift og begær kan tage for former... selv efter midtvejskrisens komme.

Martina Gedeck er filmens drivkraft med en meget stærk og samtidig sart underspillet hovedrollepræstation. Rollefiguren Helene er omgærdet af en pæn grad af mystik. Hvorfor finder hendes mand hende altid sovende på gulvet eller sofaen om morgenen med fjernsynet tændt og fjernbetjeningen i hånden? Hvorfor kommer hun aldrig i seng, som hun ellers lover ham? Ulrich Tukur træder fænomenalt ind i handlingen som den kloge professor, der væltes omkuld af Helenes blanding af umiddelbarhed og sårbarhed. Han tiltrækkes af hendes mystik og springer meget hurtigt ud som bundløst ærlig hjerneforsker – vel at mærke, når det kommer til at udbasunere privatlivet og mørkekammerlyster. Spørgsmålet er, om den gennem længere tid forsømte Helene er klar til Glucks åbenhed og de medfølgende udfordringer – snart står det nemlig klart, at lysterne strækker sig langt længere end den helt gennemsnitlige skibsbriksgymnastik.

Sven Taddickens iscenesættelse har udtalt fokus på nærheden i historien og går heraf ofte tæt på. Dette gælder både i nærbillederne, men i særdeleshed også i overført (psykologisk) betydning. Nærheden er ærligst i filmens start, mens det noget usikre forhold endnu er i sin vorden. Senere bliver filmen mere vulgær, end den reelt set er bygget til, og konstruktionen er i fare for at briste.