Lo imposible (2012)

    En kernefamilie bliver skyllet fra hinanden af en thailandsk tsunami, men heldigvis finder de hinanden igen - mod alle odds.


    SKÆLVENDE YNK

    Forventeligt om end overrumplende sødsuppet spin off af tsunami-katastrofen i Thailand 2004. En kernefamilie på fem nyder freden på et strandhotel, da en altødelæggende og højhushøj bølge skyller ind over dem og spreder dem for alle strømme.

    Vågent mareridt
    Nu begynder et vågent mareridt - først for overhovedet at holde hovedet oven vande - siden for at klynge sig til et spinkelt håb om at blive genforenet. Baseret på virkelige hændelser hylder denne spanskproducerede katastrofefilm kernefamilien som livets mest saliggørende sandhed.

    Sukkertæppe
    Filmen breder sit tiltagende kvalmt-vamle sukkertæppe ud over de postapokalyptiske vandstepper. Violinerne er på overarbejde, gråden er konstant i de paniske halse, døden lurer overalt. Det mest foruroligende ved en film som denne er, at den sætter alle orgelpiber ind på at menneskeliggøre en af nyere tids største naturkatastrofer.

    En lykkelig afstikker
    Der var absolut intet menneskeligt ved tsunamien i 2004, og langt de fleste familier blev skilt fra hinanden for tid og evighed. Alligevel vælger den første reelle blockbuster om begivenhederne i Thailand at dreje ind ad en lykkelig afstikker, sikkert for at gøre oplevelsen mindre definitivt dødelig. Bortset fra en funklende præstation af unge Tom Holland som den djærve teenagesøn Lucas, er skuespillet overskruet og tiltagende kunstgødet.

    Kvælende filmmusik
    Læg hertil den omtalte kvælende filmmusik, der bare bliver værre og værre. Og de obligatoriske bipersoner i katastrofens hede portrætteres mere lattervækkende end sympatisk, i det konstant farvede lys af genforening i afdramatiseringen af naturkatastrofen som helhed.
     

    Tsunamien virker

    Bedste indspark i filmoplevelsen er selve tsunamien, der er både uhyggeligt og troværdigt genskabt. Her får det dødelige for en stund lov til at stå alene, uden filmskabernes uklædelige filtreringer.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2012, Spanien, USA, Katastrofefilm, Thriller, Drama, Teenagere, Børn på film, 114 min.

    Dansk titel: The Impossible
    Instr: J.A. Bayona Prod: Belén Atienza, Álvaro Augustin, Ghislain Barrois, Enrique López Lavigne Manus: Sergio G. Sánchez Baseret på: historie af Maria Belón Foto: Oscar Faura Klip: Elena Ruiz, Bernat Vilaplana Mus: Fernando Velázquez
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Watts)
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Watts)