Dexter [7] (2012)

    En ekspert i blod i Miamis drabsafdeling lever et dobbeltliv som helt almindelig hverdagsborger og massemorder med speciale i at slå andre mordere ihjel.


    DOBBELTLIV #7

    +  PLUS: birollepræstation | fremdrift

    -MINUS: unuanceret | vattede, nemme løsninger

     

    Sammenhængende i denne serie:
    Dexter [1] (2006)
    Dexter [2] (2007)
    Dexter [3] (2008)
    Dexter [4] (2009)
    Dexter [5] (2010)
    Dexter [6] (2011)
    Dexter [7] (2012)
    Dexter [8] (2013)

    Syvende og næstsidste sæson af "Dexter" er præget af genkendelsens – og til dels gentagelsens – glæde, men er samtidig noget udtalt metaltræt med meget lidt fornyelse. Underholdningen er dog stadig hjemme, særligt fordi Ray Stevenson byder ind med seriens blot anden bemærkelsesværdige skuespillerpræstation. Den første var John Lithgows vendekåbe-seriemorder i fjerde sæson.

    Morderisk og menneskelig
    I syvende sæson er Stevenson den lapsede rigmand Isaak Sirko, der er mafiøs, morderisk og menneskelig på én gang, og dét portræt skruer han troværdigt og nuanceret sammen. Ellers bølger det op og ned for seriemorderen Dexter i arbejdet og i fritiden. Det er i starten af sæsonen, at det helt store og længe ventede vendepunkt indtræffer, og det er nok ikke så elegant skrevet, som man kunne have håbet på.

    Delvist accepteret
    Det er dog et problem, man har vænnet sig til og til dels accepteret i "Dexter"-konceptet. Her er masser (og atter masser) af usandsynligheder, der i det alt andet end perfekte set up er nødvendige for at få massemordermaskineriet til at glide under politiets og fornuftens radarer. Men vendepunktet tilfører om ikke andet nødvendig energi til historien og særligt i forholdet mellem søskendeparret Morgan. Nye boller på suppen og nye lovovertrædelser afføder samvittighedskvaler og livskrise hos søsteren Debra.

    Vattede, nemme løsninger
    Sæsonen har sine bedste afsnit i midterblokken, hvor tingene for alvor spidser til mellem Dexter og Isaak. Herfter flyder det hele noget ud i de mange vattede, nemme løsninger, der skrives ind i serien – ikke mindst dén detalje, at alle de computere, Dexter skaffer sig adgang til rundt omkring, altid står tændte, klar og ulåste.

     

    Uden nuance
    Der er ind imellem skruet lidt ned for underlægningsmusikken, hvilket gavner dét halmstrå af autenticitet, som man klynger sig til mellem alt for mange outrerede løsninger. Bedst i familieflokken er Jennifer Carpenters Debra, mens Michael C. Hall endnu ikke udstråler nuance i seriens titelrolle.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022