Dexter [1] (2006)

Sammenhængende i denne serie:
Dexter [1] (2006)
Dexter [2] (2007)
Dexter [3] (2008)
Dexter [4] (2009)
Dexter [5] (2010)
Dexter [6] (2011)
Dexter [7] (2012)
Dexter [8] (2013)

Saftig som en rød bøf og ganske frastødende i sin tematik går første sæson af tv-serien "Dexter" lige i kødet på seriemorderen Dexter Morgan (Michael C. Hall), som han effektivt smelter sammen med mængden i hverdagens Miami. Dexter er ekspert i blod og i, hvordan blod opfører sig, når et mordvåben har sendt kaskader af det røde fluidum ud i alle retninger. At Dexter i sin fritid selv er en koldblodig seriemorder, der har specialiseret sig i at slå andre mordere ihjel, ved kun publikum.

Serien bygger fint spændinger op omkring netop dette faktum, at (stort set) alle omkring Dexter på politistationen og i privaten ikke fatter mistanke. Dexter har lært ikke at skille sig ud, derfor agerer han helt almindelig kæreste og papfar og har et fint forhold til søsteren (Jennifer Carpenter), der er drabsbetjent i Dexters afdeling. Og umiddelbart er der da heller ikke meget at sætte fingeren på. Det er kun, når du ved det, at du kan aflæse de små beskidte signaler i blodekspertens væremåde. Det udgør en kilde til stor underholdning for tilskueren, at vi ved mere end de implicerede i handlingen.
 

At første sæson henover halvvejs igennem begynder at forfalde noget til det sensationelle betyder kun et overfladisk snitsår i en overvejende vellykket åbningssæson. Men ærgerligt er det, at det spektakulært mørke og mystiske fra sæsonåbningen slet ikke holder helt i mål. Sæsonen er meget troværdig i sin formidling af Dexters kvaler, når det kommer til at involvere sig følelsesmæssigt – og ikke mindst seksuelt. Forholdet til kæresten har hidtil fungeret perfekt, fordi hun bærer rundt på en række psykiske blokeringer, så sex blandt andet ikke kommer på tale. Dexter selv har ingen referencerammer til følelsesliv. Det forekommer ham mærkværdigt, og han er ikke i stand til selv at vise, hvad han føler... kun ved at spille skuespil, men det er han til gengæld også ret god til. Ellers havde den grundlæggende "overlevelsesmekanisme" for ham – at slå ihjel igen og igen – ikke været mulig.

Det akavede følelsesliv former en række mentalt klaustrofobiske scener, hvor Dexter må gøre knuder på sig selv for at komme troværdigt igennem – ikke mindst, når det seksuelle pludselig tvinges til live. Det er svært at forholde sig til virkeligheden. Dét er Dexters virkelighed, og de mange mord er hans misbrug og måden, han finder mening i hverdagen på. Samtidig er disse skismaer seriens mest vellykkede drama, der desværre ikke vokser med opgaven i kommende sæsoner. Skuespillet er pænt uden at prange. Mange af replikkerne og stemningerne, særligt i politiarbejdets hverdag, synes temmelig mekaniske. Her er der også rum til forbedring.