Death Wish (1974)

    Efter at konen er dræbt og datteren lemlæstet, endt som psykisk grøntsag, tager en arkitekt fra New York sagen i egen hånd i en personlig hævntogt.


    UBALANCERET ACTION

    +  PLUS: tidsbillede | udvalgte rå stemninger

    -MINUS: ubehjælpsom | ubalanceret | overtændt

     

    Death Wish-film:

    Death Wish (1974)

    Death Wish II (1982)

    Death Wish 3 (1985)

    Death Wish 4: The Crackdown (1987)

    Death Wish V: The Face of Death (1994)

    Death Wish (2018)

     

    Af mange udråbet som alle tiders selvtægts-actionfilm, fremstår denne første af hele fem "Death Wish"-film (1974-1994) i dag noget ubehjælpsomt og ude af balance.

    Et groft overfald
    Charles Bronson (med det tilsyneladende møggenerende overskæg) spiller arkitekten Paul Kersey, der lige er vendt hjem fra en idyllisk ferie med lillemor, da væmmelige gadeforbrydere overfalder både datter og kone, og efterlader datteren som mental grøntsag – og konen død.

    Sagen i egen hånd
    Nu slår det klik for Kersey, og han tager sagen i egen hånd i New Yorks gader. Udstyret med en gun og en pæn dosis samvittighedsløshed opsøger han de værste gyder i storbyen, hvor forbrydere står på lur. Snart står de på tærsklen til døden, for Kersey har ladet sit våben og tøver ikke med at skyde løs.

    En storbyhelt?
    Det bliver forsidestof i storbyen, og selvtægtsmanden er på alles læber. Måske er det ikke så ringe med en, der tager sagen i egen hånd og gør noget ved det store kriminalitetsproblem? Kersey er i hvert fald så småt ved at spore sig ind på de kriminelle, der dræbte konen. Det endelige opgør står lige for.

    Ingen stilfornemmelse
    "Death Wish" og instruktør Michael Winner har ikke den nødvendige visuelle stilfornemmelse eller power blandt skuespillerne til at hæve den andet end lige op imod middel. Når man sammenligner den med fx Don Siegels tematisk beslægtede 70'erfilm Dirty Harry (1971) med efterfølgere, er "Death Wish" en langt mindre vellykket og langt mere substansløs film.

    Uinteressant rolle
    Bronson er for glat til at blive en interessant arkitekt/selvtægtsmand, og der er ikke stort meget hjælp fra biroller udfyldt af bl.a. Hope Lange og Stuart Margolin. Resultatet bliver en unuanceret og ubalanceret actionthriller, der nok er grundlæggende rå i sin tematik, men som i dag snarere fremstår som ufrivilligt komisk. Komponisten Herbie Hancock har skrevet uortodoks, men også for dominerende musik. I det hele taget er lydbilledet overtændt.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022