Rektor på sengekanten (1972)

Sammenhængende film:

Mazurka på sengekanten (1970)

Tandlæge på sengekanten (1971)

Rektor på sengekanten (1972)

Motorvej på sengekanten (1972)

Romantik på sengekanten (1973)

Der må være en sengekant (1975)

Hopla på sengekanten (1976)

Sømænd på sengekanten (1976)

Den tredje sengekantsfilm er helt i tråd med seriens varemærkemønster, hvor det stadig er et hit at opdigte vidundermidler, der kan gøre selv den mest forstokkede tante liderlig på et splitsekund! Således fremsiger et par kostskoledrenge den særlige "Abra, kadabra, kussetus"-formel over en unik saltblanding, og snart kan de gøre hvem som helst liderlig blot ved at strø lidt salt på et æg.

Det åbner selvsagt muligheder, da de studerende og underviserne på den økonomisk trængte drengekostskole har brug for 100.000 kr. til at bygge skolen om, så der også kan komme piger ind i billedet. Muligheder i dén forstand, at skolen er blevet til "Hotel Mazurka", hvor frisindede gæster kan komme og klappe stuepigerne bagi – og det, der er endnu mere kinky... Snart nærmer de sig halvdelen af summen, men skolens rektor Max Mikkelsen (Ole Søltoft) må alligevel til Christiansborg for at mødes med kulturminister Bosted (Axel Strøbye), før projektet kan blive en realitet.

I øvrigt filmens morsomste sekvens, da Søltoft tager til storbyen. Axel Strøbye lykkes nemlig fint med at parodiere minister med ubegrænsede midler, dyr moderne kunst på væggene – og en indvielse af en meget moderne skulptur (der viser sig at være lavet af luft.)

"Rektor på sengekanten" er dog generelt en helt igennem udvandet farce, der slår sig op – og lukrerer økonomisk – på det erotiske snit. Nøgne og villige damer er vejen til succes, og denne film var som bekendt kun den tredje af 8(!) sengekantsfilm produceret mellem 1970 og 1976. Rent samlebåndsarbejde. Endnu engang optræder etablerede skuespillere som Paul Hagen, Karl Stegger og Hans W. Petersen mellem mere ubeskrevne (og barmfagre, kortskørtede, bundløse) kvinder. Langt det meste af handlingen udspiller sig på drengekostskolen (med mange studieoptagelser).

Ole Høyers underlægningsmusik er helt uhyggeligt repetitiv. Det samme uhyrligt friske tema gentages om og om igen, mens mænd og kvinder render rundt i underbukser (og en enkelt kvinde i kyskhedsbælte!) og falder over hinandens liderlighed. Filmen er påfaldende upornografisk, men lever "højt" på antydningens kunst med masser af undertøj og enkelte bare damer. En af kostskolens bestemt ikke helt (lavalder)lovlige drenge får sig én på opleveren, da han hænger i et tov foran vinduet. En frisindet, moden kvinde gør sig nemlig lækker med selvkælerier – en ikke stueren scene set med vore dages meget korrekte briller.