Altid ballade (1955)

Man skal ikke lade sig narre af filmens friske titel, for der er mange flere krummer i "Altid ballade", end man umiddelbart skulle tro. Gabriel Axels spillefilmsdebut er både sober, alvorstung og fænomenalt æstetiseret – og er klart en af instruktørens bedste film.

En stor familie på Nørrebro

I en lille toværelserslejlighed på Nørrebro bor en stor familie. De har selvsagt alt for lidt plads, og togene kører nærmest gennem deres stue, så tæt ligger ejendommen på sporene. Udover at vende hver en femøre for at få økonomien til at hænge sammen, må forældrene også håndtere alvorligere problemer, da et par af deres større børn er ved at havne på livets sidespor.

Fortjent Bodilpris

Sigrid Horne-Rasmussen modtog for sin præstation som den hjemmegående husmor Helga fortjent en Bodil – karrierens eneste. Det er en meget fin og følsomt formidlet kvinde, klemt af hverdagens trusler, men med et stort hjerte.

Fint styr på børnene

Gabriel Axel har også fint styr på de mange børn og unge i handlingen, og resultatet er et overvejende pænt spillende arsenal – væsentligt for filmens troværdighed, hvor den gentagne sætning "altid ballade" især referer til, at den hårdtarbejdende familiefar (Carl Heger) aldrig kan få ro på hjemmefronten.

Lækre sort/hvide billeder

I Poul Pedersens lækre sort/hvide billeder finder vi en kilde til stor inspiration. Der er mange spidsfindige indstillinger – på ægthedens og nærværets præmisser – og samtidig enestående tidsbilleder af København (især Nørrebro) anno 1955. Sven Gyldmarks underlægningsmusik er samtidig behageligt tilbagetrukket fra dramaet.

Et sjældent syn

I sig selv et sjældent syn blandt talrige (tåbelige) danske 1950'erfilm: "Altid ballade" beskæftiger sig ikke alene med helt almindelige menneskers hverdagsdramaer – det er heller ikke en film, der forfalder til hverken stereotypisering eller folkekomiske toner.