Mor bag rattet (1965)

Ærgerligt overgearet farce. Manuskriptet til "Mor bag rattet" blev skrevet af Lise Nørgaard og er baseret på hendes egen roman. Det var reklamemanden Erik Dibbern, der her instruktørdebuterede, og filmen blev hans eneste forsøg i dén retning. Vi får fortalt den ligestillingskomiske historie om søde, henrivende Lykke Jeppesen (Helle Virkner), der så mægtig gerne vil have et kørekort. Men alle mænd omkring hende mener så afgjort, at kvindens plads er ved blekogeren og ikke bag rattet.

Det må lille Lykke jo lære at leve med, men skæbnen vil det alligevel anderledes. For da hun ad kringlede omveje pludselig skal sælge en hest, møder hun kørelæreren Enoch (Ove Sprogøe), der som en delbetaling af hesten tilbyder hende køretimer uden øvre grænse. Snart er mor bag rattet i mere end én forstand, og det kommer der mange (overgearede) morsomheder ud af. En formildende omstændighed ved den udtalte lagkagekomik er de fine københavnerlocations, når lillemor giver den gas gennem byen – og blandt andet forsinker sporvognen med sin 18-punktsvending i myldretiden.
 

Mest vellykket skuespil findes blandt birollerne. Her er Ove Sprogøes kørelærer vidunderlig (i hvert fald i første scene – og hvilke ord han kan vride af sig!). Siden frisker Axel Strøbye op som den skingerskøre Racer-Robert, men det er især Bent Mejding, der tager stikkene hjem som den ultrabøssede Karl von Baunenfeldt, komplet i lyserød (og stramtsiddende) heldragt! Helle Virkner er virkelig i sit frejdige es, ligesom Holger Juul Hansen bidrager med en vis portion charme som hendes advokatmand Peter. Paul Hagens kontor-Olsen er serveret med glimt i øjet. Og så er scenen med vognmanden Mortensen (Valsø Holm) og konen Lillemus (Bodil Udsen) en af filmens bedste, afsluttet med Valsø Holms replik til Helle Virkner: "Hun er en mær!" (altså konen.)

"Mor bag rattet" indledes af en over fem minutter (over)lang "stumfilms"-intro, hvor vi får historien om Lykkes forældre som unge (Preben Kaas og Birte Bang) – allerede dengang var de bidt af biler. Komedien lider i helheden under den alt for opskruede ekstremfremdrift med alle de mange farceelementer, der er så kendetegnende for danske folkekomedier fra 1960’erne og 70’erne. Hvorfor ikke få lidt mere ro på og tage sig tid til at kærtegne karaktererne snarere end karikere? Jørn Grauengaard har begået ét "festligt" musikalsk hovedtema, der så også voldbruges gennem hele filmen i talrige variationer. En ørehænger, det ikke er til at slippe af med igen.