Salò o le 120 giornate di Sodoma (1975)

Den kontroversielle italienske filminstruktør Pier Paolo Pasolini blev – kort efter optagelserne til denne absurde og grænseoverskridende film – fundet myrdet under mystiske omstændigheder. Således blev "Salò o le 120 giornate di Sodoma" ganske naturligt Pasolinis sidste spillefilm.

Dybt og smerteligt
Publikum både dengang som nu må igennem deres livs muligvis største filmiske mareridt, mens begivenhederne står på i velsagtens en af filmhistoriens mest frastødende historier, men samtidig et markant og modigt kunstværk, der stikker dybt og smerteligt.

Outrerede seksuelle tilbøjeligheder

Løseligt baseret på Marquis de Sades roman skildrer "Salò" de outrerede seksuelle tilbøjeligheder hos fire højtstående fascistiske mænd under 2. verdenskrig. Rituelt og nådesløst kidnapper de en gruppe nøje udvalgte teenagedrenge og -piger, der alle skal deltage i nådesløse fantasispil, der bliver prøvet af i praksis i en øde beliggende villa.
 

Perverse handlinger

Det ville være både formålsløst og tilmed afskrækkende at gå i detaljer med de perverse handlinger i filmen, men lad det være slået fast med det samme, at langt de fleste næppe vil hente nogen seksuel ophidselse ud af Pasolinis billeder.

Nedværdigende
Begivenhederne er akkurat så nedværdigende, kvalmende, uhyggelige og på en måde sørgelige, at det løber koldt ned ad ryggen. Kun særligt forhærdede tilskuere kan se og opleve denne film uden ind imellem at kigge væk.
 

Fascinerende billeder

Fotografen Tonino Delli Collis (Once Upon a Time in America (1984), Bitter Moon (1992), La vita è bella (1998)) billeder er fascinerende – effektfulde kompositioner med nøje overvejede lyssætninger giver filmen visuel smerte og underbygger i meget høj grad den rå og ydmygende atmosfære.
 

Vanviddet lyser

Skuespillerne leverer faktisk pragtpræstationer, der fascinerer midt i det absurd nedværigende. Vanviddet lyser ud af de fire ledende mænd, så det giver klamsved og gåsehud, og de fortabte sexslaver rammer med stor effekt det svære grænsefelt mellem seksuel nysgerrighed og dødsensangst panik.
 

Skygger fra en rå og umættelig liderlighed

Pasolini begiver sig ikke ud i pornografiske sekvenser. Begivenhederne forbliver – ganske vist kraftigt – antydet, og skyggerne fra en rå og umættelig liderlighed pakket i iskold sadisme siger mere end tusind nærbilleder. Dog er der masser af nøgenhed, når de perfekt byggede teenagere vrider og vender sig på de klamme ordrer.