Once Upon a Time in America (1984)

    En pensioneret jødisk gangster vender 30 år efter sin storhedstid tilbage til New York, hvor han bliver konfronteret med fortidens spøgelser.


    VULGÆRT KRUKKERI

    Her har vi et skoleeksempel på en film, der vil meget mere, end den kan. Mesterinstruktøren Sergio Leones svanesang er en fire timer lang ælten rundt i en flødebolledej uden hverken smag eller konsistens.

    "Episk mesterværk"?
    Udråbt som et "episk mesterværk" er det svært ikke at finde forhåndsinteresse for Leones storfilm. Den må da kunne noget ganske særligt - ikke mindst set i lyset af de uovervindelige spaghettiwesterns.

    Outreret
    Men fire timer i selskab med gangsterskæbner før og nu er ikke alene to en halv time for meget. I Leones misforståede og outrerede detaljemætning bliver herlighederne decideret vulgært krukkeri.

    Melankolske tilbageblik
    Robert De Niro spiller eksgangsteren David Aaronson, der med tilnavnet Noodles efter 30 år vender tilbage til fortidens slagmarker i New York. Her ser han melankolsk tilbage på barn/ung/voksendommen mellem rygende pistoler og knytnæver.

    Gammel fjendskab ruster ikke
    Men Aaronson må også erfare, at gammel fjendskab ikke så let dør, og her tre dekader efter storhedstiden skyller gangsterlivet endnu engang ind over ham.

    Ufrivilligt komisk
    Der er mange aspekter af "Once Upon a Time in America", der selvstændigt former en ufrivilligt komisk indramning af filmens vulgaritet. Omhyggeligheden og de heraf fire timers spilletid er som nævnt misforstået. Der er absolut ingen troværdig udstråling i Leones tilgang, snarere fremstår de lange sekvenser tørre og uinspirerede i en ofte gumpetung studiekoreografi.

    Krampagtigt
    Karaktererne bliver 30 år ældre og er krampagtigt sminket. Yngre kræfter træder til i skildringen af barndommens gangsterlærlinge: filmens bedste og mest integrerede handlingselement, hvor unge skuespillere gør det hæderligt.

    Nærmere kitsch end kunst
    Fotograferingen er nærmere kitsch end kunst. I en uskøn og billiggørende stil zoomes der ind for forgodtbefindende, og ofte i høj fart. Leone har ikke lagt sin forkærlighed for nærbilleder fra sig, men hér fungerer ingen facetter af dén kunst, andet end som pinlig mangel på situationsfornemmelse.

    Overgjort udtryk
    I det hele taget er hele filmens udtryk overgjort. For meget blus på kostumerne, for meget damp på togperronen, for mange zooms, for ekstreme lyssætninger, for velsmurt maskineri, for svulstigt skuespil.

    Ingen klang
    Og i denne sammenhæng klinger Ennio Morricones ikoniske underlægningsmusik også underligt hult. I det hele taget er "Once Upon a Time in America" bedst beskrevet som en hul film uden klang, musikalitet eller farve i kinderne.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1984, Italien, USA, Drama, Krimi, 229 min.

    Dansk titel: Der var engang i Amerika
    Instr: Sergio Leone Prod: Arnon Milchan Manus: Leonardo Benvenuti, Piero De Bernardi, Enrico Medioli Baseret på: roman af Harry Grey Foto: Tonino Delli Colli Klip: Nino Baragli Mus: Ennio Morricone
    Priser
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste musik