De bør forelske Dem (1935)

Gamle Lau Lauritzens næstsidste film – i en instruktørkarriere, der spændte over nærmere 300 film, hvoraf blot syv var talefilm. "De bør forelske Dem" er allermest interessant, fordi den er baseret på den tyske film "Ferien vom Ich" fra 1934 – og de klare nazistiske træk i den danske genindspilning er meget svære at overse.

Propagandistiske klæbrigheder

Bag de ret tydelige propagandistiske klæbrigheder gemmer der sig en tilforladelig (og åndsforladt) historie, der sætter karriere og penge op imod fred, ro og kærlighed i en udtalt Morten Korch'sk landidyl. Det er den hjemvendte karrieremand Georg B. Steffensen (Henrik Bentzon), der af sin læge bliver beordret til at tage på ferie på landet.

Kvier af forskellig race

Steffensen er nemlig tæt på et sammenbrud af bar stress – og så har han aldrig været i nærheden af at være forelsket, derfor mener lægen, at Steffensen bør forelske sig. Det bør komme helt af sig selv i den danske sommer mellem "kvier af forskellig race."

Den sande identitet ukendt

Men det er ikke noget helt almindeligt lejrophold, Steffensen er kommet på. Alt er sat i scene af lægen og hans hjælpere. Så på gården er alle gæsternes sande identiteter ukendte. Derfor er det også helt uskyldsrent, hvis Steffensen skulle gå hen og forelske sig i gårdens henrivende (og økonomisk trængte) ejerske Eva von Dornberg (Illona Wieselmann).

Plottet er pjattet

Plottet er pjattet, men formidlingen forekommer egentlig meget "moden" af en 1930'er-film at være. Farcestilen er trådt lidt i baggrunden til fordel for en mere rendyrket nationalistisk hyldest til mod, mandshjerte og heteroseksuel lykke. Måske som et resultat af den tyske åre – altså filmen "Ferien vom Ich", produceret et år efter, nazisterne fik magten.

National- og raceren affære

Det syner af blind og ukritisk copy/paste af en åbenlys national- og raceren affære, og et par forlorne sang i marken-indslag (og Illona Wieselmanns solo-henførte fremførsel af "Jeg er Havren" foran nærmest hypnotiserede tilhørere) virker bekræftende på teorien.

I glimt tilforladelig

Vælger du at kigge den anden vej for denne forbindelse, er "De bør forelske Dem" såmænd i glimt næsten tilforladelig. Med en spillefilm på næsten to timer hører den til i den lange ende. Bedst blandt skuespillerne er Ernst Meyers knarvorne Heinrich Arnemann. Selvom der er skruet vældigt op for snerreriet, er præstationen charmerende og får et fint lod på den anden vægtskål hen imod filmens slutning, da Heinrich bliver som et barn i mødet med en nuttet hund.