La vita è bella (1998)

Engang imellem opstår en glædelig overraskelse – en fuldstændigt fortryllende og forførende film, der er et forrygende friskt pust blandt talrige middelmådigheder. Sådan en film er Roberto Benignis "La vita è bella": Et overflødighedshorn af originalitet og idérigdom.

En talentfuld komiker
Roberto Benigni er en talentfuld komiker, og det er da også disse talenter, han spiller mest på i denne film. Han udfylder selv hovedrollen som den meget muntre og lidt kejtede Guido. I filmens begyndelse ankommer han sammen med digtervennen Ferruccio (Sergio Bini Bustric) til en lille by i Italien, forført at tanken om at åbne en boghandel.

Humoristisk facon

Hans til overflod humoristiske facon tiltaler slet ikke bureaukratiet, så i stedet for boghandelen må Guido ty til onkelens fornemme hotelrestaurant, hvor han oplæres som tjener.

Kærlighed i tide og utide

Da han første gang støder ind i den yndige Dora (Nicoletta Braschi), er han allerede solgt, og herefter har han det med – mere eller mindre arrangeret – at støde på sin store kærlighed i tide og utide. Dora forelsker sig hurtigt i den livsglade mand med den store personlighed, og kærligheden fostrer den lille knægt Giosué (Giorgio Cantarini).

Ironisk og tragikomisk
Fra filmens første halvdels uimodståeligt eneherskende lykke (hvor alt ånder idyl), bevæger vi os nu med Guido, Dora og den femårige Giousué ind i anden halvdel, der også er idyllisk, men afgjort mere ironisk og tragikomisk.

Livssprudlende tone
Også Italien hærges af 2. verdenskrig og jødeforfølgelsen, og filmens trekløver tvinges nu i koncentrationslejr. Det raffinerede ved denne beretning er, at den alligevel beholder den muntre, livssprudlende tone.

Helt sin egen

Stilen er Benignis helt egen, og den lader sig næppe beskrive i ord. Hvordan faren forsøder sønnens tilværelse i kz-lejren er en helt enestående beretning, som alle skal have lov til at nyde i al dens oprigtige varme.

Sidder på nethinden
Han sidder på nethinden, denne Roberto Benigni, i lang tid efter filmens sluttekster. Han er charmerende, trods sit uhelbredelige taledelirium (eller måske netop derfor), og hans humor er ubetalelig.

Fantastisk nuttet

Og Benigni er vel at mærke både instruktør, med-manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver. Konen Dora spilles af Benignis kone fra det virkelige liv, Nicoletta Braschi, i en overbevisende præstation. Sønnen er helt fantastisk nuttet.