Nocturnal Animals (2016)

Otte år efter sin debutfilm som instruktør med A Single Man (2009) vender Tom Ford tilbage – og det er mildest talt i en lidt anden boldgade. Men ikke mindre godt: Når du lige har sundet dig lidt ovenpå en hektisk og anderledes filmoplevelse, står "Nocturnal Animals" faktisk særdeles overbevisende.

Godt gift, men ulykkelig

Den velhavende og godt gifte, men ikke desto mindre ulykkelige galleriejer Susan Morrow (Amy Adams) modtager en dag et manuskript til en bog fra sin eksmand Edward (Jake Gyllenhaal). Da først hun begynder at læse, rives hun så meget ind i handlingen, at hun ikke kan slippe teksten igen – og tilskueren følger med.

Ud i rabatten

For filmen gengiver nemlig bogens handling: Her spiller Gyllenhaal familiefaren Tony, der kører ad nattemørke Texas-veje med sin kone og datter, da en bilist pludselig indleder en omfattende vejterror og tvinger Tony ud i rabatten.

Ud i ingenting

Men det slutter ikke hér, for inden længe forsvinder en af terroristerne med konen og datteren i Tonys bil, mens en anden kører Tony langt ud i ingenting og sætter ham af. Da Tony endelig får kontakt til civilisationen næste dag, møder han politikommisæren Bobby Andes (Michael Shannon), der forhåbentlig kan hjælpe ham.

Søger efter nærhed

I filmens "virkelige liv" famler Susan efter ro og nærhed, og hun ønsker inderligt at mødes med eksmanden igen. Imens kører mindernes film sideløbende med hendes oplevelse af at læse Edwards bog.

Særpræget indledning

"Nocturnal Animals" indledes af en i sammenhængen meget mærkværdig creditsekvens, hvor ekstremt(!) overvægtige kvinder poserer og danser nøgne for kameraet på en rød baggrund. Ganske vist (erfarer vi senere) er de en del af galleriejeren Susans nyeste "installation", men sekvensen stikker alligevel markant ud fra sammenhængen.

Metalag

Undervejs i filmoplevelsen opstår tanken, om ikke det ville have være bedre med en rendyrket krimi, hvor vi var sluppet for metalagene og springene mellem boghandling og filmhandling?

Rå og ubarmhjertig

Det er uden tvivl den rå og ubarmhjertige kidnapningshistorie, der er den mest fængende – i hvert fald, mens den står på. Men efter filmen er klinget af, opstår der alligevel en række interessante virkninger af den komplicerede lagdeling, og dét er Tom Fords fortjeneste.

For meget underlægningsmusik

Der er ærgerligt nok alt for meget underlægningsmusik, hvilket fornemmes allerede tidligt. De fineste scener opstår, når roen på lydsiden sænker sig – især, når det er midt i en højdramatisk og nervepirrende scene!

Pænt spil

Skuespillet er rigtigt pænt, men der savnes den sidste tænding i Amy Adams og Jake Gyllenhaals præstationer – også selvom, sidstnævnte må helt ud i de ydre følelsesregistre i sin rolle som Tony.

Nuanceret Shannon

Bedst er Michael Shannons portræt af den dødsmærkede politikommisær, en præstation, han blev Oscar-nomineret for, og som endelig viser nogle lidt mere nuancerede sider af den ellers lidt for fastlåste skuespiller.