Gymnasiepigen (1960)

Som et stykke knækbrød, der støver ekstraordinært som i slowmotion, serverer Johannes Allen her en ultramoralsk ungdomsopsang, hvis evigt løftede pegefinger kan stå selv. Allen havde fire år forinden leget med nogle af de samme temaer i ungdomsfilmen Ung leg (1956).

Temaet er et samtidsekko, for i 1950’erne sov man med hænderne over dynen og talte bestemt ikke meget om dikkedik på skibsbriksen... særligt ikke, når det involverede "mindreårige" – i dette tilfælde gymnasiepigen Vibeke Henningsen (Susanne Bruun-Koppel). Men i Johannes Allens historie og iscenesættelse driver de (u)moralske og vovede klichéer ned ad samtlige skolevægge, når Vibekes udspekulerede flirts og gustne dagsordner sætter tingene på spidsen.

Hun er en rigtig maneater, og øjnene siger det hele. Derfor har hun også selvtilliden i orden, når hun vrikker sig ekstra lækker foran gymnasiets mandlige lærere. Da hun en aften efter en fest er ved at klæde om og står i den bare særk, træder et par af de mandlige lærere ved et tilfælde på skift ind i hendes privatsfære. Og dén situation skal hun vise sig at udnytte i et udspekuleret spil, hvor særligt lektor Poulsen (Preben Neergaard) står for skud med sexbeskyldninger, der kan risikere ham jobbet. Men mon ikke der er sammenhold og snarrådighed nok til i stedet at få Vibeke ned med nakken?
 

"Gymnasiepigen" fremstår i dag mere end let ufrivilligt komisk og er flintrende overdramatiseret ned i mindste detalje. Skuespil og diktion er generelt ligeså stift, som historien er ubøjeligt moraliserende, med dét ocean af tykt påsmurt overfortolkning, der er kendetegnende for Allens iscenesættelse.

Susanne Bruun-Koppel lykkes nogenlunde hæderligt med at opbygge en aura af "utålelig ungtøs" omkring sig, men nogen sexkillingeudstråling har hun ikke, trods ungpigebryster i let udfordrende bh. De etablerede skuespillere i filmens voksenbiroller er tamme skygger af sig selv og uden gennemslagskraft, den mest markante arketypise udgør den nedstirrende, forargede far (Asbjørn Andersen) til Vibeke. Så er der trods alt en smule mere lune over Helge Kjærulff-Schmidt i rollen som gammelsproglige latinlærertype.
 

Et interview med to af det virkelige livs gymnasieelever i 1960 gjorde det klart, at filmens kernepublikum opfattede filmen som stiv, stillestående og direkte pinlig. Kirsten og Robert, som de interviewede hed, mente, at også filmens skuespillere følte scenerne pinlige. De unge pigers rapkæftethed opfattede repræsentanterne som et yderst svagt punkt i filmen. Generelt mente eleverne ikke, at filmen havde meget til fælles med virkelighedens gymnasieliv.