When Eight Bells Toll (1971)

    En britisk specialagent sendes til udkants-Skotland i forsøget på at efterforske, hvad der er blevet af et skib, der for nylig er meldt savnet.


    FESEN ACTION

    Overstyret og svært skinger James Bond-wannebe, med manuskript og romanforlæg af Alistair MacLean. Med Anthony Hopkins i hovedrollen som specialagenten Philip Calvert, der godt ved, hvor skabet skal stå, når han er på mission, er der ellers lagt op til spektakulær action, men filmen er en fuser.

     

    Masser af adrenalin

    Masser af adrenalin til lands, til vands og i luften forsøger ellers at sætte "When Eight Bells Toll" i bevægelse fra første scene. Men der er meget langt til forbilledet James Bond og dennes bedste film fra 1970'erne - bl.a. efterlyses fuldstændig timing og glimt i øjet, og det er ret fatale mangler.

     

    Selvsikker agent

    Hopkins præsterer fint som den selvsikre agent, der i sine journaler har fået skudsmålet, at han arbejder bedst under pres og i farlige situationer. Det får han snart bevist rigtigheden i, da han uden blusel springer ud i den farefulde opgave langs Skotlands forrevne og forblæste kyster.

     

    Pinligt hysterisk

    Men det farefulde skinner bestemt ikke ret effektivt igennem i filmoplevelsen - kun helt teoretisk i hvert fald. Eksekveringen er pinligt hysterisk og som regel helt uden situationsfornemmelse. Og så hjælper det bestemt ikke, at underlægningsmusikken er helt overvældende støjende.

     

    Begrænset held

    Som "Bond"-Calverts chef ses en i glimt veloplagt Robert Morley. Her har man også forsøgt at tegne billeder, der kunne minde om M og Q i Bond-universet, med begrænset held.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1971, Storbritannien, Action, Krimi, 94 min.

    Dansk titel: Spillet er ude
    Instr: Etienne Périer Prod: Elliott Kastner Manus: Alistair MacLean Baseret på: roman af Alistair MacLean Foto: Arthur Ibbetson Klip: John Shirley Mus: Angela Morley