China Moon (1994)
Da hans hemmelighedsfulde elskerinde viser sig at have en sadistisk mand, må en politibetjent gøre op med sin indre moral.
DYGTIG HISTORIE
Her er endelig en velfungerende amerikansk romantisk thriller, der med en ustoppeligt stigende spænding formår at holde et fast greb i tilskueren fra start til slut.
Hemmelighedsfuld kvinde
Singlemanden og politibetjenten Kyle Bodine (Ed Harris) møder en dag den tiltalende, men meget hemmelighedsfulde Rachel Munro (Madeleine Stowe). Da deres veje skilles efter en kort samtale, kan Kyle mærke, at han gerne vil lære Rachel bedre at kende, og han opsøger hende.
Gensidig forelskelse
Det varer ikke længe, før forelskelsen blomstrer, men dét, Rachel går og gemmer på, viser sig at være nogle frygtelige oplevelser hjemmefra, hvor hendes sadistiske (og heraf uelskelige) mand, bankdirektøren Rupert Munro (Charles Dance), i tide og utide har slået og sparket hende.
Ømhed og omsorg
Dén ømhed og omsorg, Kyle giver Rachel, får hende til at betro sig til ham, og Kyle bliver straks bekymret: De beslutter sig for at rejse bort sammen, men mens Rachel pakker sine kufferter, og Kyle venter udenfor i regnvejret, kommer Rupert hjem og finder sin kone i færd med at pakke... Herfra kan det næsten kun gå galt!
Smukke billeder
Willy Kurants fotografering byder på smukke og velkomponerede billeder med dystre, stemningsskabende lyssætninger. Læg hertil en (lidt for) svulstig musik af George Fenton, der dog er med til at skabe den ultimative noir-baggrund til den højspændte historie.
Stærkt modspil
Ed Harris leverer en meget flot præstation som Kyle Bodine, en af hans hidtil bedste og mest udfordrende roller, og Madeleine Stowe er glimrende som den hærgede, udadtil frelste skønhed Rachel Munro. Harris og Stowe yder hinanden stærkt modspil. I gode biroller ses Charles Dance og Benicio Del Toro.
Noget at tygge på
Den mystik, der dominerer i historien, giver tilskueren noget at tygge på, og "China Moon" er bestemt ikke bare endnu en Hollywood-alt-er-regnet-ud-på-forhånd-thriller.
Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1994, USA, Thriller, Krimi, Romantik, Drama, Mystik, Biler på film, 95 min.
Dansk titel: Månen var vidne- Ed Harris (Kyle Bodine)
- Madeleine Stowe (Rachel Munro)
- Benicio Del Toro (Lamar Dickey)
- Charles Dance (Rupert Munro)
- Patricia Healy (Adele)
- Pruitt Taylor Vince (Deryl Jeeters)
- Ralph Wilcox (Ballistic Expert)
- Marc Macaulay (CSU Technician)
- Sandy Martin (Gun Salesman)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation