Amadeus (1984)

Milos Formans storslåede helaftenskarakteristik af komponisten Wolfgang Amadeus Mozart og hans misunder Antonio Salieri er filmepik, man ikke bliver træt af at se mange gange. Selv om filmen med rettet kan kritiseres for at være en tand for lang, er den universelt musikalske livsrejse et biografisk drama for det brede publikum.

Gennemarbejdet smukt
Det er en gennemarbejdet smuk og episk film med det decideret fremragende skuespil som den helt store løftestang. Formans iscenesættelse og det eminente hold af lyd-, fotograf-, klippe- og kostumefolk former en vellykket perfektionistisk indføring i komponistens korte og ombruste tilværelse.

Vandt otte Oscars
Det var fuldt fortjent, at filmen i 1985 vandt otte Oscars. Den ene statuette fik Salieri-gestalteren F. Murray Abraham. Hans spil er også så fantastisk, at alt andet end en statuette ville være fejt.

Sexfikseret komponist
Tom Hulce i rollen som den lille umulige, sexfikserede og drikfældige Wolfgang "Wolfie" Amadues Mozart spiller også dygtigt, men ikke nær så fuldendt balanceret, bl.a. fordi en lidt anmassende komik ind imellem tager styringen.

Eminent scenografi
Naturligvis er "Amadeus" en musikfilm, og musikken er klassisk, hvilket nok i sig selv afskrækker mange. Men selvom, du ikke dyrker Mozarts musik, er filmen uden tvivl bl.a. en rigtig god måde at komme Mozarts univers nærmere på. I Formans levendegørelse – og med en god surroundlyd – tager Mozarts musik sig i hvert fald ikke mindre flot og imponerende ud end i koncertsalen.

Tragisk-humoristisk undertone
Forman tilfører dramaet en tydelig tragisk/humoristisk undertone. Der er hele tiden stemningssvingninger mellem det umulige og håbløse og det euforisk lykkelige og fantastiske. Og netop denne stemning, som ustabiliteten former, gør "Amadeus" til en helt speciel oplevelse. Det ene øjeblik går det fx Salieri skidt, fordi Mozarts musik vinder publikums gejst, det andet går det Salieri godt, fordi Mozarts musik ikke er populær nok.

Øje- og ørefryd
"Amadeus" er præget af en udtalt musikalitet. Ikke alene, fordi musikken er en væsentlig og levende del af handlingen. Men også, fordi billederne er i "samme toneleje". Den lidt for lange spilletid opvejes således i høj grad af øje- og ørefryden.