Homo Faber (1991)

Ret så vellykket filmatisering af Max Frischs roman. Historiens spændende udvikling er opslugende det meste af tiden. Båret af et par glimrende og utraditionelle skuespillerpræstationer af Sam Shepard og Julie Delpy fremstår "Homo Faber" – i hvert fald et stykke hen ad vejen – som noget særligt, noget nyt, noget friskt. Filmen har således mange gode kort på hånden, men særprægene kan alligevel tælles på én hånd.

Rundt på hele kloden
Walter Faber (Sam Shepard) rejser meget. Det er en del af hans arbejde, men han er også rent privat besat af at rejse rundt på hele kloden. Han har svært ved at være sammen med andre mennesker ret længe ad gangen – han trives bedst alene og har lagt en skilsmisse bag sig.

Et skæbnesvangert møde
En dag går der ild i et par af et flys motorer, og det må nødlande midt i ørkenen. Hér må passagererne overnatte, inden de bliver evakueret. Faber møder en mand, der viser sig at være bror til hans tidligere kones nye mand. Faber erfarer nu, at han måske er far til en ung kvinde, og hans verden begynder at ændre sig.

En forelskelse
Da han tilfældigt en uges tid senere på en færge på vej mod Paris støder ind i en ung kvinde, ved han ikke, at netop hun er hans datter. Og som en naturlig konsekvens af, at far og datter aldrig har haft mulighed for at lære hinanden at kende, tiltrækkes de to af hinanden, fordi de ligner hinanden på mange punkter. De forelsker sig...

Intens og bevægende
"Homo Faber" behandler bogens slutning på en klodset og overilet måde, således at det slet ikke bevæger. Generelt er Max Frischs roman dog præcist og sjælfuldt adopteret. Både skuespil og billedsprog er medrivende, og selvom filmen af og til er lovligt stillestående, fremstår den intens og bevægende.