The Pelican Brief (1993)

    En advokatstuderende efterforsker et par mystiske mord og kommer hurtigt selv i farezonen.


    GENNEMSKUELIGT

    Gennemskueligt opbygget Hollywood-thriller. Intet nyt under solen, værsgo og glo. Hollywood burde overveje, om ikke alle disse filmatiseringer af John Grishams romaner skulle rationaliseres lidt.

    Grisham-filmastisering - igen!
    Ærlig talt, en historie som "The Pelican Brief" har vi set mange gange før, og blot fordi forfatter Grisham har skrevet en roman, så behøver Hollywood altså ikke pligtskyldigt at filmatisere den.

    I perioder underholdende
    Underholdende er filmen dog, i perioder. Handlingen kredser om den advokatstuderende Darby Shaw, der af egen interesse efterforsker et par mord på topplacerede mænd i USA.
     

    Egen teori

    Hun fremsætter sin helt egen teori, kaldet Pelikan-notatet. En teori, der viser sig at være mere end almindeligt god, og som alle bagmænd, formænd, præsidenten (og dén slags) på bekostning af ellevehundrede-og-hvidkål uskyldige mennesker absolut må have fingre i, før den i værste fald bliver offentliggjort.

    På et hængende hår
    Darby Shaw kommer naturligvis selv i vanskeligheder, da hun flere gange trues på livet, og hun søger hjælp hos den super-effektive journalist Gray Grantham. Han kan hjælpe hende med at undgå at blive dræbt, naturligvis på et hængende hår, og samtidig bliver alle bag-, for- og mellemmænd sat i bås. Sådan!

    Denzel med pokerfjæs
    Skuespillet er fint nok, dog er Denzel Washington alt for grå i sin journalistrolle. Prøv at finde en enkelt scene ud over filmens allersidste, hvor Denzel ikke har pokerfjæset på! Julia Roberts er sædvanen tro dukkehussød. Der er et hav af tempofyldte og actionmættede scener, der er værd at nyde, i særlig grad i filmens sidste tredjedel.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020