Runaway Jury (2003)

Absurd stjernespækket – og desværre ligeså udkogt overfladisk – retssalsdrama, baseret på en roman af succesforfatteren John Grisham. "Runaway Jury" glimrer ved sin helt igennem sterilt skematiske fortællestil, hvor intet – på trods af plottets mange twists and turns – kommer som en overraskelse.

Den helt rette jury
En stor retssag er under opsejling, og jurister og dommere vil sørge for at samle den helt rette jury. Det er nemlig en sag om våben og deres mulige negative samfundsindflydelse, der skal under dommerens hammer.

Rent mel i posen?
Derfor har man jurymedlemmerne til optagelsesprøve, men det står hurtigt klart, at der stikker noget bag, og hverken de menige amerikanere eller de højtstående jurister synes at have rent mel i posen.

Rutinefilm
Den erfarne Hollywood-instruktør Gary Fleder iscenesætter helt igennem på skabelonfilmens præmisser, og således er "Runaway Jury" næsten fra første scene en rutinefilm, hvor indpakningen i høj grad sætter dagsordenen for stemningerne.

Oceaner af musik
Her er fx oceaner af filmmusik, både Christopher Youngs fladt originalkomponerede, og en bred vifte af pop-, beat- og rocksange: Der må for guds skyld ikke være et stille øjeblik, og der skal glattes ud og fyldes huller – som om filmoplevelsen ikke var glat nok i forvejen.

Udtalt overfladisk
Den nævne overfladiskhed er udtalt, og de mange stjerneskuespillere står glansløst klar til at afsige deres replikker. Mekanisk og uengageret, til meget stor ærgrelse. Bedst er Dustin Hoffman, der trods alt træder lidt ud af det ellers generelt total-skabelonprægede.

Uden nuance
Langt de fleste roller er komplet uden nuance, og stærke kræfter som Gene Hackman, John Cusack, Bruce Davison og Bill Nunn skylles ud med mainstream-flowet, der er udtalt gennem hele filmoplevelsen.