Polle Fiction (2002)

Nationens elskede Sonofon-Polle fra Snave gik til spillefilmen, og som en slags forlænget reklamefilm fungerer filmen egentlig passabelt. Hér optræder de samme "kære" figurer, som vi lærte at kende i reklamerne, og et par nye kom til med berigende fornyelse.

Ikke bid nok
Desværre er der slet ikke bid nok i den outrerede humor og dens ret ensporede linje til at holde dampen oppe og give spillefilmen den nødvendige saltvandsindsprøjtning af nye Polle-tiltag.

Svært at udfylde halvanden time
Manuskriptet er ganske enkelt for tro mod sine reklameforlæg. Personerne og deres univers bliver dermed aldrig helt sjove nok til at udfylde halvanden time.

Noget af en slamprøve
Polle (Jens Andersen) mister en pæn procentdel af sit hår, da "vennerne" Heino (Per Otto Bersang Rasmussen) og Jøgge (Henrik Bechman) lader firma-slamsugeren suge under Polles "slamprøve".

En flirt med bagtanker

Da den noget naive, men pengebevidste Lillian (Petrine Agger) erfarer, at Polle måske står til at få erstatning, begynder hun straks at lægge an på ham – og sågar fri! På dén måde kan hun måske få del i den økonomiske kompensation.

Nem at narre
Polle er nem at narre, og han er da også lige ved at hoppe på krogen og gifte sig med Lillian. Først i sidste øjeblik begynder brikkerne at falde på plads for den ikke videre begavede fynbo, så han kan sige fra med eftertryk.

Små højdepunkter
Filmen har sine små højdepunkter, skønt de aldrig bliver hylende morsomme: Lillians diskrete oplæsning fra en pornonovelle er et højdepunkt af de bedre, men også Polles polterabend snerper hen imod noget af det rigtige.

Ulækkert sexfikseret

Søren Mallings ulækkert sexfikserede Karsten Kørelærer er en pænt spillet, men unuanceret skrevet rolle, mens Heino og Jøgge slet ikke lever op til deres form fra reklamefilmene.

Hverken buh eller bæh
Petrine Aggers Lillian er filmens bedst spillede og mest kontrastfulde rolle. Jens Andersens Polle er hverken buh eller bæh – dog imponerende stabilt spil efter et meget stramt og ensporet forlæg.