Kærlighedens smerte (1992)

Nils Malmros har med succes bevæget sig lidt ud over sit sædvanlige århusungdomsterritorium med "Kærlighedens smerte" – en barsk, bevægende og tankevækkende film.

Ubehageligt nærgående
Det er en film, som "de modtagelige" sent skal glemme: Så sørgelig og ubehageligt nærgående, at den er svær at ryste af sig. Skuespillet er en af de væsentligste årsager til intensiteten, men Nils Malmros mestrer også at præge historien med dystre lyssætninger og lange klip for at understrege den trykkede, deprimerende stemning.

Oser af livsglæde
Den lykkelige gymnasiepige Kirsten (Anne Louise Hassing) når med sin barnligt glade facon ind i de flestes hjerter, også hos den temmelig unge lærer Søren (Søren Østergaard). Kirsten oser af livsglæde og har endnu næppe opdaget noget ondt i verden.

Sygdommen tager magten
Men efterhånden, som voksenlivet presser på, begynder Kirsten at føle sig fanget i sit eget liv. Alle de krav, der stilles til hende, hænger som en klods om benet på hende, og snart har hun helt mistet sin livsglæde og er fuldstændig modløs. Hun havde ellers fundet prinsen på den hvide hest, sin gamle gymnasielærer, men depressionerne bliver for voldsomme, og hendes sygdom tager magten.

Kulsort stemning
Nu er filmens stemning farvet kulsort, klumpen sidder i halsen, sveden pibler frem i håndfladerne. Kirstens skift fra almagt til afmagt opstår i kølvandet på en mislykket eksamen. Den ægthed og nerve, der bor i Anne Louise Hassings spil sender en iskold strømning ned ad ryggen.

Vilje til at hjælpe
Angsten og depressionen smitter med rystende effekt af på tilskueren. Søren udgør en slags frivillig tryghedsstøtte for Kirsten. Hans kærlighed og vilje til at hjælpe er stærk. Kirstens mor (Birthe Neumann) vil også gerne hjælpe, men lige meget, hvor elskeligt hun kan fremstå, lurer falskheden alligevel altid lige under overfladen. Faren (Waage Sandø) kan kun se til – han er stivnet og skrækslagen. Disse tre vigtigste personer i Kirstens tilværelse er alle uhyre velspillede.