Dark Age (1987)

Der er dømt gummikrokodille à la gummihajen i kultfilmen Jaws (1975) i den australske "Dark Age". En film, der på mange måder er ligeså ubalanceret og ubehjælpsom i sin genreblanding og gummibrug som netop "Jaws".

En værre gyllesituation

Der opstår en værre gyllesituation i et lille australsk samfund, da en enorm saltvandskrokodille er kommet på afveje og nu kvaser mennesker – inklusive en sagesløs lille krøltop i bar numse – efter forgodtbefindende.

Afliv kræet!

De lokale myndigheder kan ikke vente med at få kræet plaffet, men vildmarksbetjenten Steve Harris (John Jarratt) vil det anderledes. Sammen med et par krokodillekyndige aboriginere, der ovenikøbet føler sig åndeligt beslæftet med den firbenede tandfætter, vil Steve nu forsøge at få indfanget 'dillen og fragtet den tilbage til dens naturlige habitat.

I kamp mod tiden

Men det er en kamp mod tiden, idet der nu er udlovet en $5000 dusør på dyret, og lokale udkantstosser hellere end gerne går gennem ild og vand for at kradse pengene ind. Kan Harris og co. nå det i tide?

Alt andet end uhyggelig

"Dark Age" er alt andet end uhyggelig, og det er således decideret langnæsefrembringende at sætte sig til rette i dén tro, at der hér vil udfolde sig en gyser. Mere end noget andet er handlingen lidt pjanke-pjattet i sine mange (unødvendigt langtrukne) intriger mellem både de gode og de onde og i kæresterierne mellem Steve og blondinen Cathy Pope (Nikki Coghill).

Cirkus/porno-underlægning

Samtidig hjælper Danny Beckermanns cirkuskåde/pornolumre underlægningsmusik heller ikke ligefrem begivenhederne ind i nogen forventning om gys, gru eller spænding(sopbygning). Den er ganske enkelt ligeså idiotisk fejlcastet, som den er lalleglad og grim.

(Ufrivilligt) komisk

Skuespillet er primært hægtet fast i de mange (ufrivilligt) komiske optrin undervejs, men der er heller ikke for mange ostehapse talent gemt i nogle af fremførelserne udi det dramatiske. Stedvis nydeligt fotograferet.