Dark Age (1987)
En vildmarksbetjent allierer sig med lokale aboriginere for at redde en enorm saltvandskrokodille, der er kommet på afveje.
TRÆG UBEHJÆLPSOMHED
Der er dømt gummikrokodille à la gummihajen i kultfilmen Jaws (1975) i den australske "Dark Age". En film, der på mange måder er ligeså ubalanceret og ubehjælpsom i sin genreblanding og gummibrug som netop "Jaws".
En værre gyllesituation
Der opstår en værre gyllesituation i et lille australsk samfund, da en enorm saltvandskrokodille er kommet på afveje og nu kvaser mennesker – inklusive en sagesløs lille krøltop i bar numse – efter forgodtbefindende.
Afliv kræet!
De lokale myndigheder kan ikke vente med at få kræet plaffet, men vildmarksbetjenten Steve Harris (John Jarratt) vil det anderledes. Sammen med et par krokodillekyndige aboriginere, der ovenikøbet føler sig åndeligt beslæftet med den firbenede tandfætter, vil Steve nu forsøge at få indfanget 'dillen og fragtet den tilbage til dens naturlige habitat.
I kamp mod tiden
Men det er en kamp mod tiden, idet der nu er udlovet en $5000 dusør på dyret, og lokale udkantstosser hellere end gerne går gennem ild og vand for at kradse pengene ind. Kan Harris og co. nå det i tide?
Alt andet end uhyggelig
"Dark Age" er alt andet end uhyggelig, og det er således decideret langnæsefrembringende at sætte sig til rette i dén tro, at der hér vil udfolde sig en gyser. Mere end noget andet er handlingen lidt pjanke-pjattet i sine mange (unødvendigt langtrukne) intriger mellem både de gode og de onde og i kæresterierne mellem Steve og blondinen Cathy Pope (Nikki Coghill).
Cirkus/porno-underlægning
Samtidig hjælper Danny Beckermanns cirkuskåde/pornolumre underlægningsmusik heller ikke ligefrem begivenhederne ind i nogen forventning om gys, gru eller spænding(sopbygning). Den er ganske enkelt ligeså idiotisk fejlcastet, som den er lalleglad og grim.
(Ufrivilligt) komisk
Skuespillet er primært hægtet fast i de mange (ufrivilligt) komiske optrin undervejs, men der er heller ikke for mange ostehapse talent gemt i nogle af fremførelserne udi det dramatiske. Stedvis nydeligt fotograferet.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1987, Australien, Eventyr, Gyser, Bjerge på film, Biler på film, Skibe på film, Fly på film, Dyr på film, 91 min.
Dansk titel: Dark Age- John Jarratt (Steve Harris)
- Max Phipps (John Besser)
- David Gulpilil (Adjaral)
- Ray Meagher (Rex Garret)
- Chris Anderson (Thug)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation