Crossroads (1986)

Absolut primært en film, der appellerer til et inkarneret blues-entusiastisk publikum. Her vil mange sikkert føle sig mødt og omfavnet af den stort set 100 % blues-indhyllede dramatik – både når det gælder (undelægnings)musikken og handlingsforløbet.

Ikke meget rollesubstans

25-årige Ralph Macchio var her på toppen af karrieren, og da han fik rollen som 17-årige Eugene Martone var det mellem optagelserne af Karate Kid-filmene. I "Crossroads" er vi en noget anden genre, men Macchio får desværre ikke meget rollesubstans at arbejde med.

Vrider en guitar

Til daglig vrider Eugene en guitar, og han er ambitiøs klassisk konservatoriestudent. Men der er noget, der hele tiden trækker ham væk fra den seriøse musik, noget, der bringer ham i rigtig godt humør: Nemlig at spille blues, og han har også helt styr på genrens historik og koryfæer.

En stor blues-legende

Da han således erfarer, at en af de helt store legender bor på et nærliggende plejehjem, tager han et deltidsjob som rengøringshjælper i forsøget på at komme bag denne Willie Browns til at begynde med både afvisende og nedladende facade.

Ned ad memory lane

Det lykkes, men Brown har udlængsel, så han beder teenageren hjælpe sig med igen at komme ud på landevejen. Så kan de sammen spille blues og vandre ned ad memory lane. Hvem ved, med lidt held dukker der også et par fruentimmere op...? Brown har i hvert fald stadig "the blues".

Forudsigelig gavmildhed

Handlingen er spredt med meget løs og tilsvarende forudsigelig gavmildhed. Hverken typegalleri, flugten fra plejehjemmet eller de tiltænkt livsomvæltende begivenheder, der har afsæt i landevejslivet, har ret meget saft at tappe af.

Über-enkelt

Det kaster en sød, bevares, men også kedsommeligt über-enkel film af sig, hvor det til kræver en gedigen blues-hærdelse for at leve halvanden time igennem i et tæppebombardement af jazzede (guitar-)toner, i enkelte sekvenser trukket helt ud i ekstremerne.

Flotte landevejssekvenser

Flotte landevejssekvenser med fine perpektiver på "livet før og nu" skaber tiltrængte visuelle oaser i filmoplevelsen. Men som regel er selv oaserne underkaster musikken, som Ry Cooder efter sigende brugte et år på at komponere.