Highlander (1986)

    En udødelig skotsk sværdkæmper er i kamp mod en grum modstander i moderne tid, og så kan det nok være, at opgøret slår gnister.


    MAXIMUM OVERLOAD

    Ekstraordinært overfortalt fantasieventyr, der er optaget af egen form og indpakning, at stort set hele herligheden går op i hat og briller. Hvad, der holder nogenlunde samling på "Highlander", er Gerry Fishers imponerende og meget kreative fotografering (ikke mindst i maleriske skotske landskaber) samt en sprød (omend vulgær) perspektivering på fantasifuldhedens ekstremiteter.

     

    Levn fra fortiden

    Christopher Lambert er vanligt sammenbidt i rollen som Connor MacLeod, en skotsk sværdkriger fra 1500-tallet. Han er udødelig og befinder sig nu i USA i 1980'erne. Her kommer han i heftig kamp med et andet udødeligt levn fra fortiden – den komplet uregerlige kleppert Kurgan (Clancy Brown). Og så slår det hele for alvor gnister, bogstaveligt talt.

     

    Vulgær fortællestil

    Det vulgære billedsprog og tilsvarende fortællestil er lige dele udtværende og fascinerende, og instruktør Russell Mulcahy og hans filmhold har helt tydeligt haft det rigtig sjovt med at sætte "Highlander" i scene. Der skal gå op imod en halv time, før der reelt kommer bare en anelse samling på handlingen – i starten er det hele et uskønt kaos.

     

    Maximum overload

    Så vi er ude i en film med maximum overload, også på lyd- og musiksiden, som er tynget fra ende til anden af ekstremiteter (og tilmed med hitsange af Queen!). Åndehuller til perspektivering skal der kigges og lyttes langt efter... det er og bliver en effekternes og de visuelle eksperimenters film. Succesen gjorde endda, at der kom flere efterfølgere.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026