Alien: Resurrection (1997)

Sammenhængende film:

Alien (1979)
Aliens (1986)
Alien3 (1992)
Alien Resurrection (1997)
Alien: Covenant (2017)

Alien: Romulus (2024)

Det kan som udgangspunkt være svært at acceptere denne tredje efterfølger til Ridley Scotts "Alien" fra 1979, især fordi filmenes hovedperson, den hårdt prøvede Ellen Ripley (Sigourney Weaver), kastede sig i flammerne og døde i den tredje film.

Præmissen accepteres nogenlunde
Men præmissen accepteres alligevel nogenlunde, efterhånden som vi føres ind i det særlige filmunivers, iscensat af Jean-Pierre Jeunet, kendt fra sine skæve franske universer med filmene Delicatessen (1991) og La cité des enfants perdus (1995).

Meget langt ude i fremtiden
Vi befinder os meget langt ude i fremtiden, da kameraet fører os om bord på et enormt rumskib og tracker ind på et stort væskefyldt glas, hvori netop Ellen Ripley står. Hun er den første vellykkede Ripley-kloning ud af otte forsøg, og videnskabsmændene stolter sig.

Et nyt liv

Men inden, hun vågner op til sit nye liv, har videnskabsmændene pillet dén alien ud, som i "Alien3" borede sig ind i hende og var årsagen til, at Ripley valgte at tage sig af dage. Denne alien har i mellemtiden formeret sig, så ikke færre end 13 fuldvoksne monstre er buret inde om bord på rumfartøjet!

En forandret kvinde
Ripley vågner op som en forandret kvinde (hun er jo klonet!). Hun er endnu mere sej og usårlig og virker ikke længere helt menneskelig. Hun fortæller afslappet, at alle om bord på rumskibet vil dø, når først monstrene har fundet en vej ud af deres fangenskab.

Taler af erfaring
Og hun taler af erfaring! Et par småarrogante videnskabsmænd sender Ripley opgivende og bedrevidende blikke. Blikket ændrer dog hurtigt karakter, da alle aliens rent faktisk er sluppet løs, og besætningens liv hænger i en meget tynd tråd.

En instinktiv moderbinding
Da monstrene instinktivt har et hjerteligt forhold til deres "mor" Ripley, kan hun kontrollere dem nogenlunde og på dén måde redde (de klogeste af) videnskabsmændene. De dumme og selviske omkommer naturligvis i forsøg på at redde sig selv og ingen andre.

Kvinde med mystiske egenskaber
Der er en anden fremtrædende kvinde med om bord i denne film, nemlig den mistroiske og anderledes lillepigesarte Call, spillet af Winona Ryder. Call har nogle mystiske egenskaber, der ikke skal afsløres her.

Ekspressionistisk
"Alien: Resurrection" er afgjort den mest visuelt ekspressionistiske film i serien. Her optræder Jeunets meget særprægede fortællestil i ethvert billede. Det er en vild oplevelse at blive ledt rundt i rumfartøjets gange, og det kunstneriske udtryk overdøver faktisk ofte gyset.

Ikke skræmmende

Der er ikke lagt nær så meget vægt på de store chokeffekter, og filmen bliver aldrig rigtigt skræmmende, men vi overvældes ind imellem alligevel af den tekniske kunnen. Lyssætningen er sublim og filmens helt store virkemiddel, utvivlsomt inspireret af den tredje films fejende flotte omgang med lys.

Usmagelig splat
Det vidunderlige gys, der krøb gennem marv og ben i de tre første film, er i Jeunets iscenesættelse kogt ned til mere overdreven og usmagelig splat. Og monstrene ser vi for ofte, til at vi kan blive oprigtigt bange for dem. Tænk bare på de tidligere film. Dér lå hele gyset jo i, at vi aldrig vidste, hvornår der skulle skriges. Dén effekt mangler næsten fuldstændigt i 4'eren.

Upersonlig stil
Relativt ukendte John Frizzell har overtaget "det musikalske ror" i en temmelig upersonlig stil, der i hvert fald ikke er iørefaldende. Lyddesignet spiller stadig en markant rolle, men langt fra ligeså central som i de tre første film, der var langt mere klaustrofobisk funderet.