Le temps qui reste (2005)

    En ung homoseksuel modefotograf får diagnosen uhelbredelig kræft og vælger at gå døden alene i møde de få måneder, han har tilbage at leve i.


    DØDENS ANSIGT

    Den franske instruktør François Ozon præsenterer her den anden film i sin trilogi om sorg, efterfølger til Sous le sable (2000). Filmen er historien om den unge homoseksuelle modefotograf Romain (Melvil Poupaud), der en dag besvimer på arbejde og er overbevist om, at han har AIDS.
     

    Hemmeligholdt dødsdom

    Da diagnosen i stedet lyder på uhelbredelig kræft og i bedste fald få måneder tilbage at leve i, vælger Romain at holde det hemmeligt og - så vidt det er muligt - fortsætte som om intet var hændt.

    Den uundgåelige smerte
    Rejsen mod det uundgåeligt smertelige møde med døden bliver ensom for Romain, der har været vant til et liv omgivet af mennesker og glamour. Da han ikke orker at tage de store følelsesture med familie og venner, havner han i stedet i en slags ensom afklarethed med sin hårde skæbne.
     

    Potentiale tabt

    Filmen lykkes i mange henseender - og så alligevel ikke. Der er gået et stort potentiale tabt i François Ozons historie, og det er ærgerligt. Det er måden, vi overhovedet kommer ind på hovedpersonen og hans skæbne, der er noget kejtet fortalt, og langt ind i filmen har man overhovedet ingen chance for at tage stilling til følelserne: Begivenhederne præsenteres overfladisk og forjaget, som en kulørt kastevind.
     

    Dybere (bag)tanker

    At Ozon alligevel har dybere tanker med sin film er et håb, der lever i filmens begyndelse, og det kan man heldigvis konstatere, at han har. Det er omkring hovedpersonens stillingstagen til sin skæbne; hvor hans familie er henne i dette kaos; hvordan han forsøger at drage konklusioner i sit korte liv, at filmen kommer igen og bliver både bevægende og nærværende.

    Nougat-konsistens-klichéer
    Der ligger en fantastisk film i skelettet til "Le temps qui reste", og man fornemmer i stærke sekvenser dette mesterstykke, filmen kunne have været blevet til. En række pinlige fejlskøn og unødvendige nougat-konsistens-klichéer besværliggør dog filmens følelsesmæssige gennemslagskraft (bl.a. en forfejlet skildring af det homoseksuelle miljø), men historien bliver stærk og dybt bevægende hen imod slutningen og som hele, når den dukker op igen i dagene efter.
     

    Dødens ansigt

    Melvin Poupaud lægger lidt tyndt ud, men vokser overbevisende i hovedrollen. Ægtheden og smerten i hans ansigt og kropssprog nagler sig fast på nethinden, og Poupauds stærke spil er både filmens og dødens ansigt. Generelt vekslende birollespil, dog leverer Daniel Duval fint spil som Romains far.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2005, Frankrig, Psykologisk drama, Homoseksuelt tema, 85 min.

    Dansk titel: Tid til afsked
    Instr: François Ozon Prod: Olivier Delbosc, Marc Missonnier Manus: Francois Ozon Foto: Jeanne Lapoirie Klip: Monica Coleman Mus: Arvo Pärt m.fl.