Sous le sable (2000)

François Ozons sorg-trilogi:

Sous le sable (2000)

Les temps qui reste (2005)

Frantz (2016)

Den franske instruktør François Ozon satte sig sidst i forrige årtusinde for at skabe en filmtrilogi om sorg. Første film "Sous le sable" følger den midaldrende kvinde Marie Drillon (Charlotte Rampling), der har mistet sin mand til bølgerne ved sommerhuset.
 

Effektiv fortrængning

Efterforskningen giver umiddelbart ingen resultater i kriminel retning, og Marie fortrænger uhyggeligt effektivt sin mands død. Hun lever sit liv, som om intet var hændt og bilder tilmed sig selv ind, at hendes mand stadig er i live.

Havet som livets favntag
François Ozon skildrer sorgen interessant – som en diffus fortrængning – og bruger virtuost naturen og havet som en visualisering af livets favntag, ebbe og flod. Samtidig er formidlingen behageligt stille, i det store og hele renset for lydsovs og musik: Et meget stort plus for stemningen i den fortættede historie.
 

Mister troværdighed

Uheldigvis håndteres skismaet i Marie Drillons bevidsthed ikke særligt overbevisende. Lagdelingen og surrealismen fungerer dårligt, og begivenhederne mister ret tidligt troværdighed. Overraskelsesmomenterne bliver af samme grund mere irriterende og gennemskuelige end egentligt øjenåbnende.

Ingen fortrolighed
Effekten udebliver i helheden, og skuespillerne bliver af samme grund aldrig helt fortrolige med filmens fortællestil. Hele herligheden synes derfor alt for villet og fungerer ikke i praksis – kun i glimt, hvor oprigtigheden har medvind.