Rocky III (1982)

    Bokseren Rocky bliver udfordret af en aggressiv kollega, der vil smadre ham til plukfisk. Kan Rocky klare mosten?


    BOKSEHJERTESLAG

    Sammenhængende film:
    Rocky (1976)
    Rocky II (1979)
    Rocky III (1982)
    Rocky IV (1985)
    Rocky V (1990)
    Rocky Balboa (2006)

    Tilbage i bedre form – og med mere boksehjerte på rette sted – serverer tredje kapitel i "Rocky"-sagaen en fin omgang perspektiveret action.
     

    Ned med flaget

    Bokseren Rocky (Sylvester Stallone) er gået ned med flaget, måske i kølvandet på den store succes og de mange penge. Så det kræver mere end almindelig overtalelsesevne at få ham til at stille op imod en aggressiv boksekollega... ovenikøbet over to kampe.
     

    Fra bums til idol

    Iklædt skræddersyet habit og nydelige handsker har Rocky ændret stil fra bums til feteret idol, og han er tydeligvis også begyndt at tale lidt mindre åndssvagt. Potentiel morale: Måske bliver man alligevel kultiveret af at bokse?

    Ligefrem gennemstrømning
    Tredje film har mere ligefrem gennemstrømning i et hæderligt actionplot, der ikke skruer alt for mange ligegyldige klichévedhæng på. Hermed former der sig en sine steder vedkommende film, særligt når privatlivet slår knuder, og det gør det i særdeleshed, efter Rockys elskede manager (Burgess Meredith) bliver alvorligt syg.

    Firsernostalgi
    Også 3'eren er fyldt med de for serien klassiske træningssekvenser: Nu skal Rocky i form for enhver pris, så han kan slå modstanderen til plukfisk, og i dén forbindelse serveres en række kitschede scener. Særligt løbescenerne på stranden i slowmotion og iført karakteristisk selvafkortede bomuldstoppe giver et lille kick af firsernostalgi.
     

    Vaklende Stallone

    Sylvester Stallone bliver ikke bedre – hverken i "Rocky"-filmserien eller generelt. Han var bedst i seriens start, nu tyder alt på, at han flader mere og mere ud mod normalitetens ligegyldigheder.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1982, USA, Drama, Sport, Biler på film, Action, 99 min.

    Dansk titel: Rocky 3
    Instr: Sylvester Stallone Prod: Robert Chartoff, Irwin Winkler Manus: Sylvester Stallone Foto: Bill Butler Klip: Mark Warner, Don Zimmerman Mus: Bill Conti
    Priser
    • AAN - Bedste musik
    • AAN - Bedste sang ("Eye of the Tiger")
    • GG-N - Bedste sang ("Eye of the Tiger")