The Graduate (1967)

    Gymnasietiden er vel overstået, og nu står en ung mand og flagrer og er et let offer for ivrige fruentimmere.


    DU UNGE KÆRLIGHED...

    Dustin Hoffman fik sit store gennembrud i Mike Nichols' veloplagte kærlighedskomedie "The Graduate" fra 1967. Her spiller Hoffman den snart 21-årige Ben Braddock, der er bekymret for sin fremtid. Hans far og mor er selvfølgelig overbevist om, at sønnen vil gå den slagne vej og uddanne sig videre og blive til noget stort.

    Tydeligt usikker
    Men sådan bliver det ikke. Ben vælger at holde fri – i hvert fald nogle måneder – hvilket ikke just falder i god jord hos forældrene. En gammel ven af familien, den midaldrende Mrs. Robinson (Anne Bancroft), falder for Bens tydeligt usikre udstråling og beslutter sig for, at hun vil forføre ham.

    Hemmelig elskov
    Dét lykkes, og efterhånden bliver deres hemmelige elskov et fast dagligt element, hvor de mødes på et fornemt hotelværelse i byen. Det giver kun problemer, da Mrs. Robinsons unge datter Elaine (Katharine Ross) vender hjem til byen. Bens forældre presser ham til at invitere den smukke kvinde ud. Hvilket resulterer i, at Mrs. Robinson bliver meget jaloux og får Ben til at afsløre deres hemmelige elskov.

     

    Bedst i starten

    "The Graduate" er afgjort bedst i de første tre kvarter. Anslaget er filmens bedste del. Siden bliver stilen lidt for poppet, temaet lidt for genkendeligt og handlingen lidt for forudsigelig.

    Vidunderlig Hoffman
    Dustin Hoffman er vidunderlig som den frustrerede "voksne" unge mand, ligesom Anne Bancrofts portræt af den midaldrende, forsømte og sexlystne fristerske er helt fantastisk.
     

    Flot i enhver indstilling

    Mike Nichols vandt en Oscar for sin håndfaste og eksperimenterende instruktion. "The Graduate" er flot i enhver indstilling, og der er et hav af tekniske raffinementer, der er værd at lægge mærke til. Simon og Garfunkels karakteristiske sange gentages lidt for mange gange.



    Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1967, USA, Komedie, Drama, Romantik, Biler på film, 101 min.

    Dansk titel: Fagre voksne verden
    Instr: Mike Nichols Prod: Lawrence Turman Manus: Calder Willingham, Buck Henry Baseret på: roman af Charles Webb Foto: Robert Surtees Klip: Sam O'Steen Mus: Simon & Garfunkel, Dave Grusin
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Hoffman)
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Bancroft)
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Ross)
    • AA - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste fotografering
    • GG - Bedste film
    • GG - Bedste instruktør
    • GG - Bedste skuespillerinde (Bancroft)
    • GG - Bedste debutant (Ross)
    • GG - Bedste skuespiller (Hoffman)
    • GG-N - Bedste manuskript