Shambles (2016)

I en dyster, sort/hvid 16 mm-fotografering står den kunstneriske ambition og stritter fra første scene. Det canadiske rockband "Godspeed You! Black Emperor" har i mange år nydt godt af den visuelle kunstner Karl Lemieux, og hér kaster han sig ud i kunsten at instruere en film.

Historien er ligeså rå som de knitrende filmoptagelser. 27-årige Vincent (Jean-Simon Leduc) har rippet alle topskuddene på en marihuanamark, der desværre viser sig at tilhøre den lokale gangsterboss. Så nu er Vincent jaget vildt. Heldigvis er hans bror en del af gangsternetværket, og det kan nemt komme til at betyde forskellen mellem liv og død.
 

Alene titlen "Maudite poutine", der betyder noget i retning af "forbandede luder", signalerer, hvor filmen gerne vil hen. Og der går da heller ikke længe, før der uddeles lige højreslag i klamme kældre. Det mentale pres er maksimalt i den lille canadiske by, hvis man har et udestående med gangsterkliken. Filmens force ligger ikke i den fortærskede forbryderdagsorden. "Maudite poutine" er klart en formsag – forstået sådan, at instruktøren arbejder helt målrettet på at realisere sine visuelle ideer, sådan som han sikkert har haft dem i hovedet gennem flere år, mens han har gået og syslet med visuelle bagtæpper til rockkoncerter.

Dét mærkes meget tydeligt, og selvom de mange nuancer af grå udgør en stemningsfuldt kulisse for filmen, er indpakningen også med til at gøre filmoplevelsen rendyrket æstetisk funderet. De grundlæggende grimme begivenheder fortælles i velovervejede billeder hele vejen igennem, og selvom vi slet ikke er ude i stillebeninspirerede opstillinger, bliver formen alligevel alt for dominerende.

Samtidig præger et allestedsnærværende dystert lydtæppe handlingen og tynger hele tiden ned i det dunkle dynd. Der er endda lange passager, hvor den temmelig bombastiske underlægningsmusik overtager billedet helt som en art syretrip, hvor begivenhederne ligesom slører ud i baggrunden. Ikke klædeligt. Som helhed betragtet er Lemieux’ debutfilm således flot og vidner om den visuelle kunstners blik for det virkningsfulde. Men det er også en film, hvor form står meget over indhold, og hvor det er svært som tilskuer at vriste sig fri af de alt for mange ekstra virkemidler, der gør oplevelsen ualmindeligt tyngende. Historien om de to brødre udgør en udmærket spændingskurve, selvom vi også hér hele tiden føler os afbrudt af instruktørens mange afstikkere. Fortællelysten er for stor – og uden af balance.