Hans store Aften (1946)

Se hellere:

Hendes store aften (1954)

Misundelse, hysteri og primadonnanykker er tre af de helt store omdrejningspunkter i denne, manuskriptforfatteren Svend Rindoms, eneste spillefilm som instruktør. Baseret på eget skuespil sættes de helt store følelser i sving, men uden gennemslagskraft.

Den unge Jonas Tofte (Sigfred Johansen) er tjener i teatercaféen, men han er også digter og har skrevet en komedie, som står umiddelbart foran sin premiere. Med denne håber både han og hans kone Else (Lis Løwert) at være ude af alle vanskeligheder, som de hidtil har lært at kende i rigt mål. Når blot premieren er overstået, skal alle regninger blive betalt, og Jonas kan høre op med at servere. Men mange vanskeligheder ligger endnu foran Jonas, før livet rigtig kan begynde...
 

Hovedrolleindehaveren i stykket er Kamilla Svane (Karin Nellemose), en i dansk film sjældent set gennemført hysterisk primadonna. Nellemoses præstation er enestående: Kunstigt og martyrisk himler hun det ene øjeblik op over alle sine kvaler, fra hvilke hun helst ville dø med det samme. For det næste øjeblik i outreret ekstase på det nærmeste at hænge i gardinerne af overstrømmende glæde. Filmens anden helt store præstation sørger Ib Schønberg for. I rollen som den misundelige korrekturlæser Jesper Tingby, der aldrig oplever succes, udstråler han en udtalt ondsindet skadefrohed, der netop kun kan tilfredsstilles af andre menneskers ulykke.

Når så endelig de andre kommer lidt ned med nakken, lyser Tingby op, og han udtrykker sågar overfor sin ydmyge kone, at han holder af hende, til hvilket hun skeptisk udbryder: "Gør du virkelig?" Tingby er meget glad for mad, grænsende til det tvangsspisende – aftensmåltidet er det eneste, det rigtig er værd at leve for – og livretten er hvidkålssuppe, som han stolt proklamerer, at han kan spise talrige portioner af.

"Hans store Aften" er klart bedst i første halvdel, hvor rollefigurerne og den betændte teaterverden endnu står skarpt og dramatisk. Herefter tenderer filmen mere og mere rendyrket farce, og som tilskuer mister man slet og ret interessen med samme udvikling. Svend Gyldmarks underlægningsmusik slår tonen an uden at bryde mange originale lydmure.