Kundskabens træ (1981)

Nils Malmros beviser endnu engang overbevisende, at han mener, Aarhus er verdens navle. Helt almindelige århusianske pubertære problemer, som Malmros selv oplevede dem, er omdrejningspunktet i dette desværre noget opremsende og uforløste drama, der ellers generelt regnes som instruktørens bedste.
 

Klassisk pinlige situationer

De klassisk pinlige situationer indtræffer simpelthen i hver eneste scene, så det bliver en ren fryd for sadistiske tilskuere – og til brandfarligt hæslige minder for den generation af tilskuere, filmen er "dedikeret" til, nemlig dem, der selv var børn omtrent i 1958, som Malmros selv.
 

Sjofle tegninger på tavlen

Her er nogle af de utallige pinlige situationer, det har været fristende for Malmros at gengive i sin film: Kiksede badedragter i svømmehallen, akavet dans i gymnastiksalen, et kondom bliver pustet op, en medister bliver sendt rundt under bordet på lejrskolen, sjofle tegninger på tavlen, grufulde afvisninger over telefonen.

Minutiøse gengivelser
Sammenhængen i "Kundskabens træ" er faktisk begrænset til helt overfladiske personskildringer uden egentligt fikspunkt. Filmen har ingen hovedpersoner, men er udelukkende situationsbeskrivelser: Minutiøse og omhyggelige gengivelser af primært pinlige begivenheder.

På en perlerække

Der er altså tale om en ungdomsfilm uden nogen egentlig historie. En gruppe drenge og piger med tilhørende lærere og et par forældre hist og pist oplever lidt her og lidt der... pludselig er der gået et års tid eller to – for dramaturgiens skyld – og så fortsætter vi ad samme spor med pinligheder på perlerække.
 

Malmros' varemærke

Malmros' varemærke er som bekendt – ud over Aarhus som bagtæppe – at forsøge at skabe en helt unik autenticitet gennem brug af ubeskrevne skuespillere. Og niveauet blandt skuespillerne er i "Kundskabens træ", hvad der må betegne som "kun lige bestået".

Overbevisende i konkrete situationer

Spillerne er overbevisende, når Malmros fanger dem i helt konkrete situationer, så de bare skal reagere som i den virkelige verden, men man kan godt glemme alt om nærhed og ægthed, når dramatikken rigtig melder sig. Særligt er de voksne decideret ringe.

Kaotisk springende
Manuskriptet tillader desuden kun et barn at have "interessante" forældre, idet Elins overklasseforældre er så sadistiske og væmmeligt upædagogiske, følelseskolde og på alle måder frastødende, at de – og særligt moren – har fundet plads i det kaotisk springende manuskript.

Konstrueret scenografi

Dette er også et eksempel på Malmros' lidt kaotiske tilgang til det reelle og interessante materiale. Der er langt mellem de troværdige scener, og en noget tydeligt konstrueret scenografi (med eksteriør begrænset til en hvid Volvo PV444 og en rigmandsvilla på Strandvejen) hjælper heller ikke filmen i omdrejninger.