Hannibal Rising (2006)

Sammenhængende film:
Manhunter (1986)
The Silence of the Lambs (1991)
Hannibal (2001)
Red Dragon (2002)

Hannibal Rising (2006)

I kølvandet på biografsucceserne "The Silence of the Lambs", "Hannibal"og "Red Dragon" opstod der naturligt nok en nysgerrighed blandt publikum: Hvorfor gik det så galt? Hvorfor blev Hannibal Lecter så gruopvækkende en person? Hvilke rædsler har han været igennem?
 

Endnu en roman

Denne nysgerrighed meldte sig også hos filmproduceren Dino De Laurentiis, og han begyndte så småt at bearbejde Thomas Harris, forfatteren til romanerne bag de tidligere filmsucceser. Efter en kort betænkningstid fandt Harris ideen om at skildre Hannibal Lecters mørke fortid så spændende, at han indvilligede i at skrive både roman og manuskript til filmen.
 

Et frygteligt mareridt

"Hannibal Rising" er således en prequel til de tidligere omtalte titler. Vi begynder i det besatte Litauen, en sovjetisk republik midt under 2. verdenskrig. Her oplever drengen Hannibal det værst tænkelige mareridt, da iskolde bevæbnede soldater trænger ind i familiens hjem og efterlader ham som traumatiseret søster- og forældreløs.
 

Store traumer

Med disse dybe traumer i bagagen ender Hannibal indespærret på et sovjetisk børnehjem. Teenageren finder dog en flugtvej og kæmper sig på mirakuløs vis gennem jerntæppet til Paris’ forstæder, hvor han leder efter sin eneste overlevende slægtning, en rig onkel.
 

En indædt kamp

Hannibal erfarer hurtigt, at onklen er død, men onklens japanske enke tager sig kærligt af ham, får ham til at tale igen (ovenpå traumet) og vækker hans interesse for mad og kultur. Samtidig bliver hun en vigtig base for Hannibal i hans egen indædte kamp for retfærdighed og hævn på den afdøde families vegne.
 

Smag for at dræbe

Hannibal udvikler smag for at dræbe, og han øver sig på en lokal slagter, der har sagt grovheder til den japanske enke. Herefter planlægger Hannibal minutiøst at opsøge og dræbe hver eneste af de koldblodige bødler, der gjorde ham søster- og forældreløs, hvilket bl.a. bringer ham tilbage til Litauen.

Makaber æstetik
Den britiske instruktør Peter Webber, der opnåede stor succes med sin meget æstetiske historiske kærlighedsfilm Girl with a Pearl Earring (2003), fandt i "Hannibal Rising" endelig et manuskript, han kunne lægge al sin energi i, en historie med kant og enorme spændinger og et projekt, der var så forskelligt fra hans tidligere film, at det umiddelbart fangede hans interesse.
 

Æstetisk sans

Der er uendeligt stor forskel på perleøreringens kærlighedsglimt og Hannibals hadefulde vanvid. Webber viser, at hans æstetiske sans også fungerer i denne hadefulde og makabre kontekst: Filmen har et unikt visuelt udtryk, der meget overbevisende skaber en rå kulisse til den smertefulde og følelsesmæssigt sammensatte historie.
 

Meget højt niveau

Ben Davis' fotografering og hele produktionsdesignet har et kunstnerisk meget højt niveau, og Davis (The Debt (2010), The Best Exotic Marigold Hotel (2011), Cry Macho (2021)) arbejder stilfuldt med stærke kontraster i både knivskarpe og grumsede scener for at skabe en underbyggende visuel identitet til de mættede frustrationer.

Fortættede billeder

Billederne er fra første scene fortættede og dragende, og fortællingen bliver nærmest personlig. Davis’ geniale arbejde med lys, skygge og farvetone giver det visuelle en fascinerende kunstnerisk dimension, der gør filmen uhyggeligt klar og uafrystelig. De centrale makabre sekvenser vil således blive husket for den fascinerende afskyelige detaljerigdom. Scenografien er meget gennemarbejdet, og alle kulisser og locations er troværdige.

Både absurd monster og helt
Instruktøren lykkes flot i sin fortolkning af det meget detaljemættede manuskript og undgår faktisk at fodre tilskueren med alt for overforklarende scener. Dobbeltheden i Hannibal Lecters karakter, hvor vi både opfatter ham som helt og som absurd monster, fungerer godt i Webbers omhyggelige instruktion.
 

Sympati med antihelten

Tilskueren kan næppe sige sig helt fri for at fatte sympati med antihelten: Et fortællemæssigt "billigt" virkemiddel, der fra forfatteren Thomas Harris’ side jo kun er skrevet for at appellere til et bredere publikum. Hvis Hannibal Lecter var skildret udelukkende som praktiserende kannibal og helt uden følelser, ville 62 % af publikum sikkert være stået af på forhånd.
 

Forklarende kontekst

Men netop i denne forklarende kontekst, hvor Hannibals fortid dissekeres, er det uundgåeligt ikke at bringe mere menneskelige sider af karakteren ind i billedet. Han var jo trods alt på et tidspunkt også kun en lille uskyldig dreng, der blev udsat for mental tortur af ubegribelige dimensioner.
 

Grundig behandling

Filmen tager sig i langt de fleste scener grundigt af sit materiale og skaber en god og overbevisende kontekst. Dette medvirker til at "legalisere" de makabre gerninger, og når det fungerer bedst, forekommer vanviddet ikke overdrevet eller malplaceret.
 

Tidspressets beskæring

Senere i filmen bliver omhyggeligheden desværre udsat for "tidspressets beskæring", og actionscenerne kegler nu som dominobrikker, hvilket er noget ødelæggende for den ellers gennemgående troværdige fortællestil.

Utilregnelig mørk dramatik
I hovedrollen som den unge Hannibal Lecter ses franske Gaspard Ulliel, omhyggeligt castet til den krævende rolle. Ulliel er overbevisende i sine forstenede ansigtsudtryk, og han overspiller ikke på noget tidspunkt i de højspændte scener.
 

Seriemorderens psykologi

I sin omhyggelige research til rollen studerede Ulliel bl.a. Anthony Hopkins’ spil, læste uhyggelige rapporter om seriemorderes psykologi og skar (under kontrollerede forhold) i lig for at leve sig mere ind i rollen.
 

Utilregnelig mørk dramatik

Ulliel har en fascinerende og utilregnelig mørk dramatik i sit udtryk, hvilket er en fin videreudvikling af Hopkins’ legendariske spil. Som Hannibals japanske mentor ses en tilpas afdæmpet Gong Li. I en uomtvisteligt usympatisk skurkerolle ses overbevisende Rhys Ifans, og Dominic West spiller med karakter som politiopdageren Popil.
 

Visuelt betagende

"Hannibal Rising" er først og fremmest et visuelt betagende bekendtskab, og mange af historiens klichéer er så fint indpakket i Webbers virtuositet, at de passerer igennem uden videre paskontrol.

I forgrundern

På samme måde opleves musikken og lyddesignet ikke som malplaceret: Hér kommer den stærke samlede fortællestil i forgrunden, så lydbilledet ikke bliver pinligt anmassende. Den barske og kyniske historie drager. Lagt i hænderne på Thomas Harris – i overført betydning – kan historien ædes råt.