Cry Macho (2021)

Clint Eastwoods 40. spillefilm som instruktør emmer af simpel sødme, som den stille og roligt bevæger sig fra a til b. Den tidligere rodeostjerne og cowboy på 90+, Mike Milo, tager et job, der skal bringe den besværede teenager Rafo fra Mexico hjem til sin far i Texas.

Livets facetter

På rejsen i den gamle pickup truck lærer Mike en hel del om teenagelivets facetter, samtidig med at hans ca. 75 år yngre passager, Rafo, har rigtig meget glæde af gammelfars visdom fra et langt liv mellem vrinskende heste i mark og vang.

Skumle bagmænd

Sammen kan de næsten kun blive stærkere – de tvinges i hvert fald til at arbejde sammen på rejsen hjem mod Texas. For væmmelige bagmænd med skumle bagtanker er ude efter Rafo, men så er det godt, at drengen har en yderst veltrænet kamphane, der lyder navnet Macho.

Slagsider

"Cry Macho" har sine slagsider mod det (ufrivilligt komisk) utroværdige. For det første bliver kernehistorien med de to (dvs. tre) haner på vej hjem mod Texas aldrig helt slugbar, men især sidehistorien, hvor Mike Milo forelsker sig i en midaldrende (og stift-smilende!), mexicansk babe, skriger sagte til himlen.

Stof til eftertanke?

Samtidig er letheden i fortællestilen både et plus og et minus: Positiv, fordi der levnes tid til stemninger og rejsen (både den rent fysiske og den mentale), negativ, fordi det hermed bliver meget tydeligt, at stoffet til eftertanke kan være på et relativt lille sted.

På det jævne

Spillet er på det jævne. Bedst er ikke overraskende Eastwood selv, mindre heldig er særligt Milos romantiske interesse. Alt i alt er sødmen i "Cry Macho" dog alligevel en vinder – slutningen er oprigtigt følelsesmoden. Uden den alt andet lige ret så tilstedeværende musik havde filmen desuden stået mere ligefremt.