Dead Man (1995)

    En boghandler drager med toget til endestationen i en lilleputby, hvor han er blevet lovet en stilling. I stedet ender han som lovløs.


    WESTERN MED BISMAG

    +  PLUS: fotografisk lækker | flotte stemninger

    -MINUS: for meget auteur | strømlinet | musik

     

    En af den amerikanske independent-instruktør Jim Jarmuschs mest berømte og berømmede film er denne spektakulære western.
     

    Drømmen om fast arbejde

    Johnny Depp kan opleves som bogholderen William Blake, der drager ud i Det Vilde Vesten med en drøm om fast arbejde. I stedet ender han som lovløs på flugt fra lejemordere og finder en ven i udbryderindianeren "Nobody", der guider ham gennem livets, dødens og virkelighedens vildmark.

    Den rene mainstream?
    Det interessante ved Jim Jarmusch er, at han er slået stort op som USAs førende skaber af alternativ, uafhængig og banebrydende filmkunst. Set i forhold til hvad landet – og i særdeleshed Hollywood – i øvrigt producerer, er det da rigtigt, at Jarmuschs film skiller sig ud på en række punkter, og ikke alle vil kunne sluge hans film uden at skylle grundigt efter.

     

    Bøjer filmmediet over knæene

    I det større perspektiv, hvor vi inddrager langt flere personligheder og deres medfølgende nationaliteter, er Jarmuschs film den rene mainstream ved siden af. I virkeligheden består det spændende i Jarmuschs film primært i, at han leger med mediet og bøjer det et par gange over knæet engang imellem.
     

    Saftig appetitvækker

    Filmens anslag er ganske vist saftigt appetitvækkende og et godt eksempel på, at Jarmusch fortælleteknisk kan og vil noget ganske nyt. Spændende, originalt og betagende scener at tænke tilbage på, når man efter filmen sidder med en noget mat fornemmelse.

    Ligner en farvefilm
    Der er en række stilistiske virkemidler, som Jarmusch bruger bevidst for at bøje genren og konventionerne, men hvis virkning helt bestemt kan diskuteres. Den ekstremt skarpe og kontastmættede sort/hvide fotografering ligner mere farvefilm i kraft af den fuldkomne perfektion. Hermed udebliver effekten af fravalget af farver, fordi man sidder og tænker... hans jakke er rød, gul og grøn, døren er blå, osv.
     

    Kontroversielt virkemiddel

    Et anden misforstået og ikke ubevidst kontroversielt virkemiddel er musikken af Neil Young. Gennem hele filmen lyder en forstærket elguitar i alle kanaler, langt fra 1800-tallets provinsielle skyggeside – og et langt mere anmassende og ødelæggende end effektfuldt virkemiddel.

    Forventelige wauww-reaktioner
    Her falder Jarmusch et pænt stykke igennem: Hans virkemidler bliver så søgte, at intentionerne kan gennemskues nærmest på forhånd, og de voldsomme stilbrud, der er ment som øjeåbnere og årsag til wauww-reaktioner forekommer platte.
     

    Fladpandet humor

    En tør og noget fladpandet humor ledsager det basalt kausale handlingsmønster; man kan diskutere, hvor opfindsomt og genialt det er at kalde en westernflække for "Machine" og en udbryderindianer for "Nobody". Replikskiftet er kort og ofte forsøgt krydret af neddroslede, men tydeligt dominerende jokes. Igen et forsøg på at skabe en skarp kontrast, men det er kun i ganske få scener, hvor Jarmusch ligefrem overdriver platheden, at det har en vis effekt.

    Lokket af den uafhængige
    Johnny Depp spiller pænt, ikke prangende, og en hel hær af kendte (mainstream)navne står på rollelisten. De er alle blevet lokket af Jarmuschs alternative karakterer, men i virkeligheden er der intet alternativt over dem. De er arketyper, let anormaliseret og krydret med kæk humor.
     

    Tyndt skrevne biroller

    Navne som John Hurt, Gabriel Byrne, Billy Bob Thornton og Alfred Molina dukker alle op i små roller, der skiller sig ud fra deres normale sfære, men de er tyndt skrevne. Bedst er Robert Mitchum, der har en glimrende optræden som fabriksejeren Charlie Dickinson, der i affekt taler til en udstoppet bjørn i stedet for folk omkring ham.
     

    Flotte stemninger

    Særligt omkring filmens slutning opbygges en flot stemning, der fint underbygges af Robby Müllers fotografering. Her finder vi noget af den atmosfære, som filmen generelt mangler, fordi den drukner i en auteurs indædte ønske om at skabe skævhed og absurditet i hver en scene.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022

    Fakta om filmen

    1995, USA, Western, Fantasi, Tog på film, 125 min.

    Dansk titel: Dead Man
    Instr: Jim Jarmusch Prod: Demetra J. MacBride Manus: Jim Jarmusch Foto: Robby Müller Klip: Jay Rabinowitz Mus: Neil Young
    Priser
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering