Københavnere (1933)

    To hjem flettes sammen, et fra overklassen og et fra arbejderklassen. Måske kan en arrangeret forlovelse forhindres med lidt behændighed.


    MOR BESTEMMER!

    En af 30’ernes friske folkekomediesucceser var gamle Lau Lauritzens "Københavnere". Her blandedes nye skuespillernavne med stumfilmens stjerner, og filmen fik sågar premiere i Stockholm, hvor publikum angivelig morede sig bravt. Herhjemme kaldte flere anmeldere filmen for "Laus store Sukces".

    Kæk & enkel tone
    Med manuskript af Lau Lauritzen Jr. og Alice O’Fredericks anslås en kæk og enkel tone fra filmens første scene. Historien drejer sig om kærlighed, venskab og snobberi og er forfalden til det lagkagekomiske, der dog heldigvis ikke stjæler billedet.

    Ikke storbykarakteristisk
    På trods af sin titel er "Københavnere" ikke særlig storbykarakteristisk. Noget, der også faldt samtidens kritiker for brystet: "Foruden nogle Slutningsbilleder fra Tivoli ikke den fjerneste Duft af København, ikke den mindste Lokalkolorit, ikke et Forsøg derpaa".

    To hjem flettes sammen
    Langt det meste af filmen er studieoptagelser og foregår i to hjem, der siden flettes handlingsmæssigt sammen. Det bedre borgerskab vs. trange kår, som det skildres med Agnes Rehnis snobbede direktørfrue Amalie vs. Ib Schønbergs anti-kapitalistiske Carl Valdemar Hansen.

    Mor bestemmer!
    Vel at mærke med deres familier og omgangskreds. For direktørfruen har en mand i Christian Arhoffs Pedersen - og han er under tøflen! Hun bestemmer, og tror også, at hun har arrangeret den bedst tænkelige forlovelse for sin søn.

    Siger, hvad der falder ham ind
    Hjemme hos Carl Valdemar går det anderledes jordbundet. Den tykke og jævne fyr (med de påklistrede, buskede øjenbryn) siger, hvad der falder ham ind, og det er bestemt ikke lige kvikt hver gang. Men måske får han alligevel en rolle at spille, da det snobbede og jævne flettes sammen til sidst.

    Fatalistisk diktion
    Schønberg overspiller desværre denne rolle med en alt for fatalistisk og stiv diktion. Bedst på rollelisten er den barmfagre (og i det hele taget fagre) Olga Svendsen, hvis hyggelige sødme i rollen som kogekonen Olivia tydeligvis kommer indefra.

    Konfliksky mand
    Agnes Rehni kommanderer troværdigt med sin konfliktsky mand: Christian Arhoff i en præstation, der begejstrede samtidskritikken: "I Aften faar Arhoff sit Gennembrud som Filmsskuespiller". Der går dog for meget lirumlarum og nuttekærhed i Arhoffs betuttede facon.

    Et gok i nødden
    Sjovere er Holger Strøm som den forsagte forhenværende musiker Sebastian, der gang på gang får et gok i nødden af Carl Valdemar. Ikke mindst mentalt, hvor han bliver hånet for sit positive livssyn - en af de mere finurlige detaljer i filmens replikskifte.

    Brug dog din forstand, mand!
    Og så er det også Sebastian, der må stå for skud, når Carl Valdemar igen og igen tordner sit nedladende valgsprog: "Brug dog din forstand, mand!", endnu en Ib Schønberg-replik, der blev til landeplage i samtiden.

    Anonym musik

    Der figurerer en lille håndfuld klassiske sange og ellers rimelig anonym musik med mange afbræk af Victor Cornelius.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020