Københavnere (1933)

En af 1930’ernes friske folkekomediesucceser var gamle Lau Lauritzens "Københavnere". Her blandedes nye skuespillernavne med stumfilmens stjerner, og filmen fik sågar premiere i Stockholm, hvor publikum angiveligt morede sig bravt. Herhjemme kaldte flere anmeldere filmen for "Laus store Sukces".
 

Med manuskript af Lau Lauritzen Jr. og Alice O’Fredericks anslås en kæk og enkel tone fra filmens første scene. Historien drejer sig om kærlighed, venskab og snobberi og er forfalden til en lagkagekomik, der dog heldigvis ikke stjæler billedet helt. På trods af sin titel er "Københavnere" ikke særligt storbykarakteristisk. Noget, der også faldt samtidens kritikere for brystet: "Foruden nogle Slutningsbilleder fra Tivoli ikke den fjerneste Duft af København, ikke den mindste Lokalkolorit, ikke et Forsøg derpaa".

Langt det meste af filmen er studieoptagelser og foregår i to hjem, der siden flettes handlingsmæssigt sammen. Det bedre borgerskab vs. trange kår, som det skildres med den snobbede direktørfrue Amalie (Agnes Rehni) vs. den antikapitalistiske Carl Valdemar Hansen (Ib Schønberg). Vel at mærke med deres respektive familier og omgangskreds. Direktørfruens mand hr. Pedersen (Christian Arhoff) er i dén grad under tøflen! Hun bestemmer, og tror også, at hun har arrangeret den bedst tænkelige forlovelse for sin søn.

Hjemme hos Carl Valdemar går det anderledes jordbundet. Den jævne fyr (med de (påklistrede), buskede øjenbryn) siger, hvad der falder ham ind, og det er bestemt ikke lige kvikt hver gang. Men måske får han alligevel en rolle at spille, da det snobbede og jævne flettes sammen til sidst.
 

Schønberg overspiller desværre denne rolle med en alt for fatalistisk og stiv diktion. Bedst på rollelisten er den barmfagre (og i det hele taget fagre) Olga Svendsen, hvis hyggelige sødme i rollen som kogekonen Olivia tydeligvis formidles indefra. Agnes Rehni kommanderer troværdigt med sin konfliktsky mand – Christian Arhoff i en præstation, der begejstrede samtidskritikken: "I Aften faar Arhoff sit Gennembrud som Filmsskuespiller". Der går dog for meget lirumlarum og nuttekærhed i Arhoffs betuttede facon. Sjovere er Holger Strøm som den forsagte, forhenværende musiker Sebastian, der gang på gang får et gok i nødden af Carl Valdemar. Ikke mindst mentalt, hvor han bliver hånet for sit positive livssyn – en af de mere finurlige detaljer i filmens replikskifte.

Og det er også Sebastian, der må stå for skud, når Carl Valdemar igen og igen tordner sit nedladende valgsprog: "Brug dog din forstand, mand!", endnu en Schønberg-replik, der blev til landeplage i samtiden. Der figurerer en lille håndfuld klassiske sange og ellers rimelig anonym musik med mange afbræk af Victor Cornelius.