The Altar Boys (2025)

    En gruppe store alterdrenge beslutter at filme skriftestolen skjult for at kunne agere kirkens maskerede engle og give penge til dem, der trænger mest.


    »UORTODOKS PUBLIKUMSPLEASER«

    Sødmefyldt polsk coming of age, der vandt flere af de store priser ved de hjemlige overrækkelser og som er universelt tankevækkende i sin komisk funderede dramaturgi centreret om en lille gruppe polske alterdrenge med store hjerter. Med "The Altar Boys" går instruktør og manuskriptforfatter Piotr Domalewski lineært og letafkodeligt til værks. Og med udgangspunkt i centrale eksistentielle temaer som tro, tillid og sammenhold former filmen en herlig og perspektivrig opdatering på både det kirkelige og det verdslige som oplevet gennem øjnene på en helt ung generation.

     

    Drengegruppen i filmen kommer alvorligt i tvivl, om kirkens penge nu også går til de seriøst trængende og ikke bare havner i hænderne på de forkerte. Derfor sætter de et skjult videokamera op ved skriftestolen og sørger efterfølgende for at skaffe sig adgang til pengekassen i kirken, så de som selvudnævnte frelsere kan dele kontanter ud til nærområdets værdigt trængende – iført ens hjemmestrikkede elefanthuer. Men henad vejen erfarer de nok alligevel, at man ikke altid kan stole på nyerhvervede antagelser...

     

    "The Altar Boys" er en publikumspleaser – og en herligt uortodoks en af slagsen! I hvert fald når det kommer til den skæve tematik og vinkling på moderne tro og tvivl. Hertil kommer de strålende drengepræstationer i de bærende roller, der er afgørende for, at filmen kommer ud over rampen og blødgør de velvalgt trøstesløse polske boligblokke, som handlingen færdes i. Mindre dybdetroværdigt står vi, når regnskabets time skal gøres op, og violinerne kommer til at bruse lige i overkanten – både konkret og i overført betydning. I det hele taget er filmen trods sin skønne og skæve tankegang meget mainstreamfortalt familievenlig.



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2025, Polen, Komedie, Drama, Coming of Age, Børn på film, Teenagere, 106 min.

    Dansk titel: Ministranci
    Instr: Piotr Domalewski Prod: Leszek Bodzak, Aneta Cebula-Hickinbotham, Jaroslaw Jakubiec, Piotr Walter Manus: Piotr Domalewski Foto: Piotr Sobocinski Jr. Klip: Agnieszka Glinska Mus: Dyspensa, Wojciech Urbanski
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation