I Swear (2026)

Så kom der et stort biografisk drama, der svulmende sætter tourettes syndrom i en både historisk og undervisende kontekst, idet handlingen følger den skotske tourette-pioner John Davidson (Robert Aramayo), der kæmper med syndromets svære sociale konsekvenser i en omverden, der tror, han er dåre.

Drama eller komedie?

Det vil sige, nogle vil mene, at "I Swear" er en komedie... I hvert fald er det svært for mange at holde latteren tilbage, når Johns bemærkninger skriges gennem luften, og upassende ord som pik, kusse, røvbol og "jeg brugte sperm som mælk i din kaffe" fyger gennem luften – også foran dommeren i dén retssag, John bl.a. skal igennem som følge af netop de afledte effekter af sine tics.

Meget lineær

Hvad enten, vi vælger at kalde "I Swear" for et drama, en komedie eller begge dele, står det i hvert fald fast, at Nanny McPhee (2005) og Everybody's Fine (2009)-instruktør Kirk Jones behandler det virkelige livs touretterejse meget lineært og –(med stor skubopper-serveret pulverkaroffelmos) letfordøjeligt.

Sødt og engagerende, men...

Det er sødt og engagerende, mens John er teenager og i dén grad kæmper med at forstå omstændighederne. Mindre dybdefascinerende står filmen i skildringen af voksne Johns ups and downs, selvom Robert Aramayo spiller den svært balancérbare rolle relativt kunstlet – og Peter Mullan sædvanen tro stråler (hér i birollen som sympatiske Tommy Trotter.)

Tourettekatarsis for enhver pris

Og det går nærmest helt galt henimod slutningen, der søger tourettekatarsis for enhver pris – og det er ikke klædeligt i en film, der i forvejen er så udtalt (bitter)sød og totalforklaret.

En halv time mindre!

En halv time mindre "I Swear" havde været lykken, men de halvanden time af filmens spilletid er dog letløbende, underholdende – men desværre ofte fimset og forstyrrende musiktynget, inkl. hele 16 periodemanifesterende (1990'erne) popsange.